Skip to main content

Spændende opgør i vente til DM Nat

| Nyheder 2019

Rico H. Mogensen efter DM Nat-sejren i Rørvig.

Støvet har knap nok lagt sig på DM Nat-medaljerne i fjor, når der lørdag aften igen skal kåres danske mestre i natorientering.

Det er nemlig mindre end seks måneder siden, at Masha Semak, Farum OK og Rico H. Mogensen, St. Binderup OK løb med seniorguldmedaljerne i Rørvig Sandflugtsplantage en lun aften i begyndelsen af oktober.

Og de er da også begge at finde i startfeltet, når Faaborg OK byder på kuperet sydfynsk orienteringsterræn i Holsteenshus.

I D21 ser der ud til at vente et spændende opgør, når Masha skal forsøge at forsvare efterårets guldmedalje. På startlisten er nemlig også Nina Najbjerg, OK Gorm og landsholdsløber Caroline Gjøtterup, Faaborg OK. De to satte sig på hhv. første- og andenpladsen på langdistancen ved Nordjysk 2-dages i den seneste weekend, hvor Masha Semak blev sekser.

Rico H. Mogensen var også godt løbende i det nordjyske i weekenden, hvor han vandt søndagens mellemdistance, og derfor også må tilskrives gode chancer for at genvinde danmarksmesterskabet. Sølvvinderen fra Rørvig, Henrik Rindom Knudsen, OK Melfar er også med lørdag aften på Sydfyn, ligesom Jonas Munthe, OK Pan, sikkert er sulten efter en DM Nat-medalje, efter at det glippede med bare ét sekund i oktober. Laurits Bidstrup Møller, Silkeborg OK, der løber sit første senior-DM, viste også god form i Nordjylland med to placeringer i top 6.

Det er langt fra første gang, at det kuperede sydfynske terræn i Holsteenshus lægger skovbund til et DM. Det skete senest i 2007, hvor det ligeledes var danske mestre i natorientering, der skulle kåres.

DM Nats hjemmeside