Skip to main content

Gjøtterup og Schøning løb med natguldet på Fyn

| Nyheder 2019

En død pandelampe og en revanche fra sidste weekend i det nordjyske var to af ingredienserne, da årets første medaljer lørdag aften blev delt ud ved DM Nat i Holstenshuus på Sydfyn, som Faaborg OK arrangerede.

Den døde pandelampe tilhører Nina Najbjerg og var skyld i, at noget af spændingen i D21 forsvandt. Der var nemlig lagt op til en god dyst mellem Nina, Caroline Gjøtterup og den forsvarende natmester Masha Semak i den fynske nat.

Men efter en god start på de 7,2 kilometer gik lampen ud for Nina, der måtte udgå. Og da Caroline Gjøtterup samtidig havde et godt løb med enkelte småfejl, endte DM-guldet om halsen på Faaborg-løberen. Masha Semak var 2.35 minutter langsommere og sørgede for sølv til Farum OK, mens Lærke Vejsnæs, OK Sorø, snuppede bronzen.

I H21 var Eskil Schøning, OK Pan, bedøvende ligeglad med ikke at være nævnt blandt favoritterne i denne skribents optaktsartikel og løb sig til danmarksmesterskabet efter en sikker præstation på de 11,5 kilometer, hvor der endda var kræfter til at skrue op for tempoet til sidst. I sidste weekends sæsonåbning ved Nordjysk 2-dages var Eskil blot sjettebedste dansker på langdistancen, men i Holstenshuus var han hurtigst af alle. Laurits Bidstrup Møller, Silkeborg OK, der netop har taget hul på sin første sæson som senior var blot 26 sekunder efter Eskil og tog derfor hjem med en imponerende sølvmedalje. Bronzen gik til den forsvarende danmarksmester, Rico H. Mogensen, St. Binderup OK, der var yderligere tre minutter langsommere.

OK Pan satte sig på alle medaljerne i H20, hvor Mads Skaug vandt foran klubkammeraterne Andreas Bock Bjørnsen og Johan Halkjær Dupont - med 1.21. minutter mellem guld og bronze.

I H18 var Søren Thrane Ødum, OK Øst Birkerød mere suveræn og vandt med hele 4.20 minutter foran Elias Hinge Krogsgaard, Silkeborg OK og med yderligere knap fire minutter ned til Theis Munktved, Allerød OK.

I D20 var der 27 sekunder mellem juniorlandsholdskollegerne Annika Simonsen, FIF Hillerød og Agnes Kracht Nørgaard, Tisvilde Hegn OK - Annika var hurtigst af de to, mens Nikoline Holm Splittorff, også FIF, løb sig ind til bronze. Ida Øbro stillede ikke til start.

D18 var endnu mere spændende - her skilte 22 sekunder de to Søllerød OK-løbere Mathilde Smedegaard Madsen, der vandt, og Camille Næstoft Juhl. Bronzen gik også til en Søllerød-løber - Alberte Kaae-Nielsen.

Resultatlister mm. findes på DM Nats hjemmeside, mens der selvfølgelig kan kigges kort og nørdes vejvalg på O-Track.

Fotos: Helge Lang Pedersen