Maja, Ida og Emma knuste al modstand og vandt suverænt dame-stafetten i Skotland.

Triumfen for det danske landshold i orienteringsløb fortsatte, da det onsdag eftermiddag hentede den tredje guldmedalje ved VM i Skotland. Maja Alm, Ida Bobach og Emma Klingenberg blev helt suveræne verdensmestre på stafetten i en konkurrence, hvor de fra start knuste al modstand. Forspringet ned til de norske sølvvindere lød på mere end tre minutter efter de tre stafetture.

Og det store forspring var der ingen, der havde regnet med - heller ikke sidstetursløberen Emma Klingenberg.

- Det var en lidt mærkelig oplevelse, fordi jeg vidste, at hvis jeg løb ordentligt, så ville den være der. Vi vidste at vi kunne, men det føles megafedt også at gøre det, siger hun.

Den dobbelte verdensmester Maja Alm lagde suverænt ud på første tur, hvor hun tidligt på banen skabte sig et hul til resten af feltet. Og alene i skoven øgede hun forspringet hele turen igennem, så hun kunne sende Ida Bobach ud med et hul på 1,14 minutter ned til den nærmeste forfølger, Natalia Vinogradova fra Rusland.

Og hvor Maja slap, fortsatte Ida Bobach bare opvisningen efter skiftet og øgede forspringet i Darnaway-skoven, hvis terræntype er meget lig danske skove. Ida Bobach løb sikkert i posterne og lagde næsten tre minutter oveni det flotte udlæg, så Emma Klingenberg havde 4,10 minutters hul ned til russerne.

- Jeg var nervøs, men jeg havde selvfølgelig en sikkerhed i at jeg havde forspringet på fire minutter, som jeg kunne bruge til at orientere. Jeg stolede på, at ingen ville kunne løbe fra mig, så jeg tænkte, at hvis jeg brugte den nødvendige tid på at orientere, skulle det nok gå - og det gjorde det så, siger Emma Klingenberg.

Holdets yngste holdt nerverne i ro på sidsteturen og i den åbne skotske skov kunne Emma Klingenberg uden problemer løbe den danske triumf de sidste seks kilometer over stregen.

Anne Margrethe Hausken Nordberg løb en stærk sidstetur og sikrede Norge sølv, mens Emma Johansson spurtbesejrede finske Minna Kauppi og sørgede for svensk bronze.

Det er Danmarks bedste resultat i kvindernes VM-stafet nogensinde - sølvmedaljen fra i fjor var det hidtil bedste. Danmark har aldrig taget mere end én guldmedalje ved et VM før i år, så de tre gange VM-Guld (Sprintstafet, Sprint og Stafet) er historisk.

Resultater:
VM i Orienteringsløb, Inverness, Skotland, Stafet
Kvinder: 6,0-6,2 kilometer, 20-22 poster
1. Danmark, 109,06 minutter (Maja Alm, Ida Bobach, Emma Klingenberg)
2. Norge, + 3,02 min. (Heidi Bagstevold, Mari Fasting, Anne Margrethe Hausken Nordberg)
3. Sverige, + 3,11 min. (Helena Jansson, Annika Bilstam, Emma Johansson)

http://www.woc2015.org

DOF på Facebook

Sponsorer

Cowi
Trimtex
Sportident
Løberen
Silva
Klinik
Godik
Sportlyzer
Grafisktrykcenter

Organisationer og partnere

International Orienteering Federation
Team Danmark
Dansk Skole Idræt
Sport Event Denmark
DIF