Skip to main content

VM: Høje danske forventninger til dagens stafet

| Administrator | Nyheder 2015

Landstræneren regner med at Emma, Ida og Maja er med helt fremme på dagens stafet i Darnaway.

Der er igen medaljeforventninger til det danske landshold i orienteringsløb, når stafetterne for kvinder og mænd løbes onsdag eftermiddag ved VM i Skotland.

Og de store forhåbninger knytter sig til dameholdet, der ligesom i fjor stiller op med Emma Klingenberg, Ida Bobach og Maja Alm på de tre stafetture.

Dengang blev det til VM-sølv efter en uhyre spændende dyst med de senere verdensmestre fra Schweiz og så svenskerne, der endte med bronzen.

Og der er grund til at forvente, at det danske hold blander sig i medaljestriden igen i år.

- Jeg regner med, at vi kan være med helt fremme, og så må vi se til sidst, om det så rækker til guld. Vi stiller i hvert fald op og er klar, siger landstræner Lars Lindstrøm.

Ida Bobach var i går lidt skuffet over at måtte nøjes med en fjerdeplads på mellemdistancen, efter at hun begik en fejl i begyndelsen af banen. Men der var alligevel tegn, der pegede i retning af en god tur på stafetten i dag:

- Det var ret at få bekræftet at jeg har farten til det, så nu skal jeg ud at have revanche. Jeg tror det er terræn, der passer os rigtig godt, siger hun.

Ligesom gårsdagens mellemdistance løbes stafetten i Darnaway-skoven, der på mange måder minder om dansk terræn.

Hos herrerne, der løber sidst på eftermiddagen, har landstræner Lars Lindstrøm valgt at bytte ud i løberne, så Thor Nørskov løber førsteturen i stedet for Søren Bobach, der døjer med træthed.

Efter Thor følger Søren Schwartz og Tue Lassen -i alt tre løbere, der ikke deltog på gårsdagens mellemdistance.

- På den måde stiller vi op med et hold, der er 100 procent friskt og klart. Vi løber for en plads i top seks, men vi ved også godt, at det bliver ekstremt tæt i herreklassen, siger Lars Lindstrøm.

Kvinderne bliver sat i gang kl. 14.55, mens mændene følger efter med start kl. 17.00.

Begge finaler kan følges på SVT1, der tager hul på transmissionen kl. 14.50.

http://www.woc2015.org