Signe Klinting, Ida Bobach og Maja Alm vandt sølv efter en nervøs stafet i Strömstad

Med en suveræn afslutning af Maja Alm lykkedes det landsholdet at hente den tredje medalje ved VM i Sverige, da det blev til sølv på kvindernes stafet.

Alm, der allerede har vundet to guldmedaljer ved mesterskaberne, holdt hovedet koldt på en nervøs sidstetur, hvor nærmest alle de øvrige konkurrenter lavede markante fejl og tabte tid i skoven. Kun Rusland var bedre efter de tre stafetture.

De danske kvinder lagde ud helt efter planen, da Signe Klinting løb en nærmest fejlfri førstetur og skiftede til Ida Bobach lidt mere end et minut efter de førende på syvendepladsen.

- Jeg var rigtig nervøs før start. Det er noget andet, når andre afhænger af ens præstation. Jeg prøvede at holde fokus på teknikken og det faktum, at jeg vidste, at jeg kunne magte terrænet. Holdt fast ved den tanke, selv om de andre virkede meget hurtige. Og rigtig glad for, at kunne se de førende gå ud, da jeg kom ind til skiftet. Jeg gjorde det, jeg skulle, siger Signe Klinting.

Ida Bobach bommede i begyndelsen af banen og var nede at vende på ottendepladsen - inden hun sluttede af i verdensklasse.

På den sidste halvdel af banen løb Ida Bobach forbi fire konkurrenter og kunne sende Maja Alm ud at jage medaljer fra en fjerdeplads.

- Jeg gjorde det, jeg skulle. Jeg lavede en enkelt fejl på post 3, men jeg panikkede ikke, men stolede på mig selv, og kæmpede hele vejen hjem, siger Ida Bobach.

Så begyndte en sidstetur, der var præget meget af nerver. Først satte Norges Anne Margrethe Hausken Nordberg en tredjeplads over styr, og lukkede Maja Alm ind i medaljekampen. Senere smed både Sveriges dobbelte verdensmester Tove Alexandersson og Schweizs Judith Wyder tid på en svær post, og nåede derfor ikke op i nærheden af medaljerne.

Så lignede det en dansk bronzemedalje indtil Finlands Merja Rantanen lavede en fejl på de sidste poster, hvor Maja Alm fortsatte den sikre kurs og gik forbi til en flot sølvmedalje. Rusland snuppede guldet og var lidt mere end et halvt minut foran i mål.

- Ved arenapassagen fik jeg at vide at Lars, at jeg lå 3'er og at der var 1 minut op til guldet. Det var først her, at jeg fandt ud af, at vi lå til medalje. Jeg var træt og tog de sikre vejvalg, hvor jeg kunne trykke igennem. Og måtte så håbe på, at Rusland og Finland foran lavede fejl, siger Maja Alm, der kalder løbet perfekt.

Med sølvmedaljen lever Danmark op til målsætningen om tre medaljer ved verdensmesterskaberne i Sverige.

http://live.woc2016.se

DOF på Facebook

Sponsorer

Cowi
Trimtex
Sportident
Løberen
Silva
Klinik
Godik
Sportlyzer
Grafisktrykcenter

Organisationer og partnere

International Orienteering Federation
Team Danmark
Dansk Skole Idræt
Sport Event Denmark
DIF