Skip to main content

Stor løbsdag med divisionmatcher i alle kredse i vente søndag

| Camilla Bevensee | Nyheder

Søndag går den årlige turnering, hvor der dystes om at blive Danmarks bedste orienteringsklub for alvor i gang, når der skal løbes divisionsmatcher i alle landets tre kredse. Sydkredsen tyvstartede lidt, med match i deres 1. division sidste søndag, men deres 2. division skal nu i gang, og med match i Østkredsens 3.-6. division og Nordkredsens 1. division, er der divisionsturneringsløb i alle kredsene i morgen, søndag den 14. april. 

Kampen om finalepladserne starter allerede søndag i Nordkredsen

I Nordkredsen skydes alle divisionsmatcherne i gang søndag, med en 1. divisionsmatch i Hoverdal. For Silkeborg OK (109 tilmeldte), Horsens OK (102 tilmeldte) og OK Pan (94 tilmeldte) er der lagt op til, at kampen om DM-medaljerne starter allerede i Hoverdal.

Kun to klubber kommer til landsfinalen, hvor det sidste år blev det til guld til Silkeborg OK og sølv til Horsens OK. OK Pan Aarhus kvalificerede sig derimod ikke til landsfinalen pga. af en for svag indsats i den første match i 2023. Så mon ikke alle tre klubber er opsat på at få et godt udgangspunkt også til næste 1. divisionsmatch i Rold Vælderskov-Hesselholt, hvorfra de to bedste klubber går videre til finalen i Ganløse Egede.

Der er lagt op til en meget spændende match søndag, hvor det på dagen bliver udslagsgivende, hvor mange løbere der kommer til start og gennemfører deres bane, men også hvor gode klubberne er til at være repræsenteret i alle klasser.

Sidste klub i Nordkredsens bedste division, Mariager Fjord OK, som for første gang rykkede op i 1. division sidste år, må forventelig få statistrollen, som ellers normalt er tildelt Aalborg OK eller Herning OK.

Herning OK er arrangør af søndagens løb og Hoverdal er et kendt område for dem, der løb DM Ultralang sidste år. Store dele af plantagen er let at løbe igennemt og velforsynet med mange stier og spor, men der er også bevoksede hhv. åbne områder med indlandsklitter, hvor fokus på et godt indløbspunkt i vejvalgsplanlægningen samt evnen til at holde en god retning undervejs ved hjælp af kompas og holdepunkter, normalt er grundlaget for succes. Med andre ord: Ned i tempo og brug o-teknikken konsekvent i de diffuse områder, og så op i højt tempo i områder med ledelinjer og opfang - lykkes det, så er der en masse point til klubben.   

 

Kæmpe løbsdag i Østkredsen

Divisionsturneringen 2024 starter i Østkredsen søndag d. 14. april med en samlet match for 3-4-5-6 division i Vestskoven med Ballerup OK som arrangør. Vestskoven er Danmarks største nye skov og strækker over et 1400 ha stort område vest for købehavn. Skoven er meget flad, dog med en enkelt kunstigt anlagt ”bjerg” Herstedhøje på 45 meter.

I alt 16 klubber stiller op fordelt på de 4 divisioner:

3. division: Amager OK, Køge OK, OK Roskilde og OK Øst Birkerød (i alt 207 deltagere).
4. division: Helsingør SOK, Herlufsholm OK, OK73 og PI København (i alt 150 deltagere).
5. division: FSK Orientering, Kildeholm OK, Lyngby OK og OK Skærmen (i alt 97 deltagere).
6. division: DSR/Fredensborg/Vinderød, Hvalsø OK, O-63/Maribo og OK S.G. (i alt 55 deltagere).
OK Roskilde fra 3. division er på dagen den største klub med 63 deltagere og OK S.G. fra 6. division den mindste klub med 6 deltagere.

Med de mange divisioner kæmpes der om oprykning eller at undgå nedrykning. Resultatet af to indledende matcher, hvoraf matchen i Vestskoven er den ene og en match i Rødvig Sandflugtsplantage er den anden, afgøres i egentlige op- og nedrykningsmatcher til efteråret. Taktikken er for mange klubber, at ”spare på krudtet” til efterårets op- og nedrykningsmatcher, hvor det hele reelt afgøres. Søndagens høje deltagerantal antyder dog, at ikke alle klubber anvender denne taktik, men alene ønsker at få flest muligt med.

Orienteringsmæssigt er Vestskoven ikke den mest spændende skov, men et godt valg som start for Divisionsturneringen 2024. Med Casten Gemmer Hanghøj som Ballerup er der lagt op til udfordrende baner, formentligt med en eller flere ture op over Herstedhøjes 45 meter for de fleste klasser.

 

OK Gorm er favoritter i Sydkredsens 2. division

Når Sydkredsens 2. division tager hul på årets tre dyster, med første divisionsmatch søndag, er det med OK GORM som favorit til at tage sejren. 
 
Stationsbyen udenfor Vejle stiller med det klart største hold, med 49 løbere til matchen i Langesø Nord med Odense OK som arrangører, og satser dermed på en direkte returbillet til 1. division. Det er i hvert fald svært at se at nogle af de øvrige hold kan true OK GORM, som har løberne godt fordelt på de mange klasser.
 
Tættest på vil OK Syd og OK Esbjerg være, de to klubber, der kæmpede en tæt kamp om 2. pladsen i divisionen sidste år, og det kommer de formentlig også til i år. De øvrige hold i matchen er Faaborg OK og Svendborg/FPI.
 
 

Divisionsturneringen i Dansk Orientering

Divisionsturneringen er den årlige klubkonkurrence, hvor landets klubber dyster om at blive den bedste klub i Danmark. Først konkurrerer klubberne internt i kredsene og der findes tre kredse, der baserer sig på geografi og som de danske orienteringsklubber er inddelt efter: Sydkredsen (det sydlige Jylland, fra Vejle og ned, og Fyn), Nordkredsen (det nordlige Jylland, fra Horsens og op) og Østkredsen (Sjælland og øerne). 

Til divisionmatcherne løbes der efter point efter et sindrigt system, som man kan opsøge klubbens tilmeldingsansvarlige for at få indsigt i. Pointsystemet er indrettet så det er muligt for mange at hente point, også selvom de løber en let bane, ikke er hurtigst og måske ikke løber den klasse, der egentlug svarer til vedkommendes aldersgruppe. På den måde kan alle være med og hjælpe klubben med at skrabe point sammen, mindre erfarne som rutinerede orienteringsløbere.

Der løbes to divisionsmatcher i hver division i hver kreds og de bedste to klubber fra hver kreds' 1. division, går videre til landsfinalen, DM hold. Her dyster de seks klubber på samme måde om at skrabe point sammen til klubben, og der uddeles priser til de tre bedste klubber.

I år sætter vi fra forbundets side mere fokus på dækningen af divisionsturneringen, med tre dedikerede skribenter, én fra hver kreds, der dækker matcherne. Jess Rasmussen dækker Nordkredsens matcher, mens Torben Seir dækker Østkredsen.

 

Divisionsturneringen 2024

Følgende løb løbes i divisionsturneringen 2024 i Dansk Orientering:

DM Hold, finale – 6. oktober (Ganløse Egede, Sjælland)

Østkredsen
14. april – 3.-6. division (Vestskoven, Ballerup OK)
28. april – 1.-2. division (Store Hareskov, OK-73)
26. maj – 1.-2. division (Hedeland, Roskilde)
8. september – 3.-6. division (Rørvig Sandflugtsplantage, Holbæk)
22. september – 1.3. division op/ned (?)
29. september – 4.5. division op/ned (Valby Hegn)

Sydkredsen
7. april – 1. division (Holstenshuus, Svendborg OK/Faaborg OK) - Læs nyheden
14. april – 2. division (Langesø Nord, Odense OK)
16. juni – 1. division (Sønderheden, OK Esbjerg)
23. juni – 2. division (Kolding OK)
1. september – 2. division (Trelde Næs, OK FROS)
8. september – 1. division (Als Sønderskov, OK Syd)

Nordkredsen
14. april – 1. division (Hoverdal, Herning OK)
28. april – 2.-3. division (Sukkertoppen, Horsens OK)
8. september – 1. division (Hesselholt, Rold Skov OK)
22. september – 2.-3. division (Ålum, Randers OK)
13. oktober – 1.-3. division op/ned (Silkeborg Nordskov, Silkeborg OK)

 

Foto: Kell Sønnichsen, DM Hold 2022