Skip to main content

Amager OKs Metro-løb tiltrak i alt 900 starter

| Nyheder 2019

De seneste fire tirsdage har nysgerrige motionister og rutinerede o-løbere kunne prøve kræfter med et nyt koncept - Amager OKs Metr-O Byorientering.

Udgangspunkterne har været fire forskellige steder i København og på Frederiksberg - og fælles for dem alle har været, at man nemt har kunnet komme derhen med enten Metro eller S-tog.

Amager OK havde på forhånd sat sig som mål, at løbsserien skulle tiltrække nye løbere og give mulighed for at blive flere medlemmer.

Så det store spørgsmål på sidstedagen var oplagt - om målet var lykkedes:

- Det er gået helt over forventning. Vi har haft mange flere deltagere end vi troede. Vores succeskriterium var 100 og inden vi fik set os om, havde vi over 200. I dag har vi haft langt over 200, fortæller en af de fire stævneledere, Erik Nielsen, tirsdag aften efter den fjerde og sidste afdeling, der blev løbet omkring Domus Vista-bygningen på Frederiksberg.

I alt er det blevet til 900 starter over de fire tirsdage, og 439 forskellige løbere har deltaget. Ifølge arrangørerne var en tredjedel af dem ikke medlem af en o-klub i forvejen.

- Vi har sørget for at gøre det nemt for folk og lægge det tæt på offentlig transport. Så folk kan tage direkte fra arbejde og hen til løb. Det er afgørende for succesen, at det har været nemt at komme til, fortæller den koordinerende stævneleder Ernst Poulsen.

Markedsføring og justeringer
Udover den strategiske placering af mødested, start og mål har klubben også arbejdet intensivt med markedsføringsarbejdet. De har lavet flyer og opslag ved andre løb, fortalt om løbsserien i nabo-klubtelte i løbet af foråret og skrevet målrettede pressemeddelelser til lokalaviserne.

Derudover har arrangørerne også brugt kræfter på at oprette Facebook-begivenheder, Twitter- og Instagramopslag med masser af indhold - blandt andet billeder og video i høj kvalitet. Klubben har fået assistance fra DOF's klubudviklingskonsulent og Facebook-ekspert Jakob Tolborg for at optimere arbejdet på de sociale medier.

Og så er løbsserien også blevet justeret undervejs. Amager OK opdagede eksempelvis, at løberne dukkede tidligt op og gerne ville starte allerede kl. 17.30 i stedet for at vente til kl. 18, som oprindeligt var planen. Derfor blev starten rykket frem.

Der opstod også en efterspørgsel efter en kort, svær bane til at supplere det oprindelige tilbud på 2-, 4- og 6 km.-baner - så det blev også en ekstra banetype undervejs.

Minimalistisk setup
Amager OK har med vilje arbejdet på at lave et koncept, der kun krævede en håndfuld arrangører på dagen. F.eks. når det gælder kiosk er der med vilje henvist til nærliggende butikker, der var ingen parkeringsvagter eller børnebaner - ligesom der heller ikke er blevet udbudt aldersinddelte løbsklasser. Og arrangørerne har gjort en dyd ud af at understrege at serviceniveauet lå dér, så deltagerne ikke mødte op med en anden forventning. Der er dog blevet mandet op med arrangører, så der var tid og kræfter til at tale med nogle af de nybegyndere, der lagde vejen forbi.

Torsdage aften rundede klubben så løbsserien af med et Åbent Hus-arrangement og kunne notere sig, at antallet af medlemmer var vokset med 14 siden starten på løbsserien. For en klub af Amager OK's størrelse svarer det til en vækst på 19 procent - på en måned!

Du kan læse mere om løbene og se billeder på løbsseriens hjemmeside - ligesom der selvfølgelig kan findes vejvalg på O-track.

Foto: Ernst Poulsen/Amager Orienteringsklub