Skip to main content

PræO-sæsonen starter på lørdag i Hårup Sande

| Nyheder 2019

Det første stævne i den nye præcisions-orienteringssæson i Danmark er på lørdag, når Silkeborg OK holder et åbent stævne på den detaljerige Hårup Sande, velkendt fra Nordic Match’en i efteråret og andre tidligere præO-konkurrencer. Dog er det helt jomfrueligt præO-terræn i den NV-del af Hårup Sande, som bruges denne gang.

Dagen starter fra kl. 1200 med en PræO bane på et helt nyt kort med 20 poster - plus tidskontrol (3 opgaver), som deltagerne løser før banen. Efter banen fortsætter stævnet med en TempO-konkurrence i en andel del af Hårup Sande. Info findes på Silkeborg OK's hjemmeside, hvor indbydelsen og instruktionen også publiceres.

Der er også oprettet en Facebook-begivenhed her.

Uofficielt DM debuterer
For første gang i Danmark bliver der i 2019 afholdt et uofficielt DM i præO; dato er fastlagt til den 13. oktober, igen i Silkeborg-området.

Så kom allerede på lørdag og prøv kræfter med præO, hvis det er nyt for dig. Så kan du være klar DM i efteråret.

I den forløbne weekend var 13 danskere i Skåne til den svenske sæsondebut.

I Sverige er præO noget større end herhjemme, så arrangementerne tiltrak omkring 90 deltagere.

Bedste dansker i eliteklassen var Karoline Saxtorph Schulz, Ballerup OK, med en 17. plads lørdag og en flot 8. plads søndag.

Lørdag gik det også rigtig godt for Andreas Duc Jørgensen, Tisvilde Hegn OK, der tog en 8.plads, og for Maria Krog Schulz, Ballerup OK, der tog 14. pladsen.

Konkurrencerne talte som iagttagelsesløb for udtagelsen til VM - det samme gør sig gældende på lørdag i Hårup Sande. WTOC dvs. VM i TrailO afholdes i Portugal i juni måned.