Skip to main content

Danske o-løbere behøver ikke frygte bakterie

| Administrator | Nyheder 2004

Ovenstående er overskrift på artikel af Peter Schiellerup og Rasmus Damgaard i seneste nummer af Team Danmarks trænerblad PULS.

I perioden 1979 - 1992 skete der en række pludselige dødsfald blandt svenske eliteorienteringsløbere. I løbet af 1990'erne foretog svenskerne en række undersøgelser, som pegede imod at årsagen til dødsfaldene var en betændelsestilstand i hjertet forårsaget af bakterien Bartonella.
På den baggrund henvendte Peter Schiellup, læge ved Statens Serum Institut sig for at høre om danske eliteløbere ville medvirke i en dansk undersøgelse. Det var i 2002 og i alt 43 danske eliteorienteringsløbere har bidraget til den danske undersøgelse.
Undersøgelsesresultaterne er nu offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Scand J Infect Dis. 2004, -36(8):604-606- og hovekonklusioner kan altså nu læses i trænerbladet PULS nr. 3, oktober 2004.
Her kan man bl.a. læse, at i forhold til den svenske undersøgelses resultater var resultaterne i den danske undersøgelse overraskende.
Hvor svenskerne fandt 31 % positive o-løbere fandt de danske forskere kun 2%.
Artiklens forfattere skriver, at der er mindst to mulige forklaringer på det: enten har der aldrig været et problem med hyppigere infektioner med denne bakterie i Danmark eller også er det et ikke længere eksisterende problem hverken i Sverige eller Danmark, og har lykkeligvis aldrig forårsaget pludselige uventede dødsfald blandt danske orienteringløbere.
Et flot billede fra PWT i Farum pryder artiklen, desværre ikke en dansk orienteringsløber, men da det er legendariske svenske Jørgen Mårtensson, så lad gå.