Skip to main content

Skal der kåres nye mestre i DM-Mellem?

| Administrator | Nyheder 2004

På lørdag afvikles efterårets første danske mesterskaber i det spændende Svinkløv terræn.De nordiske mesterskabers stafetkonkurrencer blev afviklet her i 1997 og året efter var der påskeløb.

Sidste år var første gang DM-Mellem blev afviklet. Tidligere hed det DM-Kort og blev som i øvrige klasser afviklet over to afdelinger med kvalifikation og finaler. Nu er der kun finalen og vindertiden er nu 35 minutter mod tidligere 25.
Sidste års vinder i herreklassen var Morten Fenger-Grøn, OK Pan foran klubkammeraten Rène Rokkjær og Chris Terkelsen, Farum OK.
Det kan igen blive en duel mellem de to klubkammerater, da Chris Terkelsen, der blev nr. fem ved EM og var på det vindende stafethold i 1997, ikke stiller til start. Det gør derimod EM's nr. fire på mellemdistancen, Carsten Jørgensen (også med på stafetholdet i 1997).
Han kan meget vel blive den nye mester. Har vist opadgående form og viste gode takter ved sidste weekends testløb. Holdkammeraten fra EM-sølvholdet, Renè Rokkjær har derimod efter EM haft motivationsproblemer og blev efter dårlige VM-testløb ikke udtaget til VM. Morten Fenger-Grøn deltog ikke i VM-testløbene pga problemer med bøjet ribben, så det kan være usikkert om hans form er til en medaljeplads. Men flere af de yngre vil givet også være med til at bestemme hvilken hals medaljen skal hænge på.
Mikkel Lund, Fåborg OK, nr. 15 ved EM, pt. førende i Trimtex Cup og nr. 3 i den samlede World Cup stilling og Christian Nielsen, Fåborg OK, nr. 35 ved EM på distancen og pt. nr. 3 i Trimtex Cup vil bestemt blande sig.

Hos damerne må det igen blive en kamp mellem sidste års medaljetagere, Helene Hausner, OK Øst, Yvonne Fjordside, OK Pan og Anne Konring Olesen, FIF Hillerød, samt førsteårssenior og sølvmedaljevinder på distancen ved sidste års Junior-VM, Signe Søes, Farum OK.
Helene Hausner, der til EM på distancen opnåede en flot 20. plads, har også haft motivationsproblemer efter EM, og var ikke blandt landstrænerens foreløbigt udtagne til VM. Sidste års to'er Yvonne Fjordside var overbevisende til VM-testløbene med to sejre og en andenplads.
Anne Konring Olesen, sidste års tre'er har trods en diskvalifikation på distancen til VM-testløbene og en placering som nr. 41 ved EM været suveræn i år og fører sikkert Trimtex Cup med max point.
Med en sejr på lørdag kan Anne Konring Olesen allerede her ved efterårets start sikre sig den endelige sejr i årets Trimtex Cup.

http://www.orientering.dk/aok/DMkort2004/