Skip to main content

Det mentale beredskab kan blive afgørende til EM

| Administrator | Nyheder 2004

Som led i den lange række af tilbud landstræner Jakob Ødum har præsenteret under overskriften ”EM-affyringsrampen”, blev løberne i går efter sprinttræningen i Farum præsenteret for idrætspsykolog Freddy Gleisner.

Når det i juli går løs ved EM, vil de danske løbere både fysisk og teknisk være på toppen. Det er der sikkert også en række af konkurrenterne der vil være, så afgørende for hvem der på dagen vinder kan afhænge af, hvem der har det mentale overskud og det bedste mentale beredskab.
Freddie Gleisner er en af landets mest anerkendte idrætspsykologer og er bl.a. mentaltræner for nogle af vore bedste golfspillere ligesom han også er tilknyttet nogle af sommernes danske OL-deltagere.
Freddy Gleisner har selv haft en aktiv idrætskarriere som håndboldspiller på 1. divisionsniveau, og har ligeledes været håndboldtræner på divisionsniveau. Nu er hans egen idræt golf.
I tre inspirerende timer præsenterede Freddie Gleisner nogle praktisk anvendelige mentale værktøjer, som den enkelte løber umiddelbart kan tage i anvendelse – og som Freddy Gleisner lagde vægt på ”den mentale træning skal være en lige så naturlig del af ugens træningsprogram som den tekniske, taktiske og fysiske træning.
Freddie Gleisner vil efterfølgende komme ud og overvære nogle af vore bedste i konkurrencesituationen (testløbene) og vil igen møde de løbere der er udtaget til EM ved EM-samlingen i slutningen af juni.