Og Mona Nørgaard vandt sølv

Danmarks to eneste individuelle seniorverdensmestre i orienteringsløb slog til ved World Masters Orienteering Championships – populært kaldet Veteran-VM. Ved lørdagens finale på den lange distance slog en koncentreret Allan Mogensen til igen og vandt guld i klassen for herrer mellem 40 og 45 år. Det blev til et par mindre bom undervejs på den krævende bane ved Pedrogao på Portugals atlanterhavskyst, men farten rakte til en sejr på 3 minutter og 44 sekunder foran estiske Armo Hiie. Edgaras Voveris fra Litauen var på 3. pladsen næste 5 minutter efter Allan. Dermed vandt Allan dobbelt guld, da han mandag vandt sprintdistancen og Allan er fortsat den eneste dansker, der har vundet guld ved World Masters Orienteering Championships.
Men også Danmarks anden tidligere verdensmester, Mona Nørgaard, der vandt VM-titlen for 34 år siden i 1974, slog til i Portugal. Efter at have vundet kvalifikationen klart, måtte Mona dog se sig besejret med 4½ minut af Galina Vershinina fra Rusland i klassen for damer mellem 60 og 65 år. I den klasse blev Inge Jørgensen fra Roskilde en flot nr. fire, ligesom Bente Madsen også blev nummer 4 i klassen for damer melllem 45 og 50 år.
De portugisiske arrangører stod for et helt igennem fremragende arrangement med gode kort, krævende baner og højt niveau hele vejen igennem. Nu ser vi frem til næste år, hvor løbet er en del af World Masters Games, der afholdes i Sydney, Australien i oktober 2009.

http://www.wmoc2008.fpo.pt/

DOF på Facebook

Sponsorer

Trimtex
Løberen
   Silva

Organisationer og partnere

International Orienteering Federation
Team Danmark
Dansk Skole Idræt
Sport Event Denmark
DIF
OCAD