Alle 5 danskere videre til finalen i mellemdistance

Efter en god dansk åbning på WOC i Frankrig med 4 videre til finalen i langdistance, lykkedes det alle 5 deltagende danskere at kvalificere sig til finalen i mellemdistance på onsdag. Desværre kom der kun 5 danskere til start efter Søren Bobachs kedelige afbud, men de gjorde alle hvad de skulle i en kvalifikation: de blev blandt de 15 bedste i deres heats og gik dermed videre til finalen.

Dagens store positive overraskelse

Hvor det vel var forventet, at de 3 danske piger og Tue Lassen ville kvalificere sig, var det mest spændende for de danske tilskuere nok at følge debutanten Søren Schwartz Sørensen i sin første VM-start. Både hvordan hans eget løb ville forme sig og hvor langt det så ville række i hans heat. Den første del ordnede Søren selv fint, da han – som han efterfølgende sagde –”havde fulgt sin plan ganske nøje, dvs forenkle så meget han kunne og derved både undgå og minimere sine fejl”. Han var selv meget tilfreds med sit løb, selv om han nok mente han havde valgt rigeligt sikkert her og der, men til gengæld undgik han de store fejl. Han kom ind i en ganske fornuftig tid, men med en tidlig start var der jo mange gode løbere efter ham. Men efter at godt halvdelen af hans heat havde løbet, så det ganske fornuftigt ud, men det skulle gå hen og blive rigtigt spændende! Da der manglede ca 10 løbere så det stadig godt ud, men pludselig spidsede det til. Heldigvis – for Søren – kiksede den finske topløber Pasi Ikonen sidst på banen, og selv han spurtede helt vildt, var han 2 sek efter Søren, der så måtte vente på at de sidste løbere kom i mål. Det gik, plads nr 15 og finaledeltagelse til sit 1. VM, og Søren var både glad og lettet. Nu regner han med at løbe betydeligt mere offensivt i finalen, kvalifikationen gav ham masser af selvtillid.

Endnu en stabil toppræstation af Tue

Det er måske lidt for meget at kalde de andre danskeres kvalifikation for ”selvfølgelig og forventet”, men især pigerne har jo forvænt os med flotte resultater – og både Ida Bobach, Maja Alm og Signe Søes kvalificerede sig da også ganske sikkert som henholdsvis nr 10, 4 og 9. Men de lavede nogle småfejl og var ikke selv specielt tilfredse efter løbene – bortset fra den sikre kvalifikation.
Tue Lassen ydede imidlertid endnu en flot præstation ved at blive nr 3 i sit heat, og selv om han lavede lidt småfejl, følte han sig i god kontrol hele vejen og tankede yderligere selvtillid ved at slå bl. a. både norske Olav Lundanes og franske Francois Gonon. Han glæder sig rigtigt til begge finaler, men også til et par hviledage, hvor batterierne kan lades op.

Resultater damer:
Heat A:
1 Minna Kauppi (Fin) \t26,40
10 Ida Bobach\t(Dan)\t30,58
Heat B:
1 Lena Eliasson (Sve)\t27,59
4 Maja Alm (Dan)\t31,24
Heat C:
1 Merja Rantanen (Fin)\t26,03
9 Signe Søes (Dan)\t30,25

Resultater herrer:
Heat A:
1 Valentin Novikov (Rus)\t25,02
2 Matthias Müller (Schw)\t26,59
3 Tue Lassen (Dan)\t27,01
Heat B:
1 Anders Nordberg (Nor)\t26,31
15 Søren Schwartz Sørensen\t32,19
Heat C:
1 Peter Öberg (Sve)\t24,30

Samtlige resultater, mellemtider mm kan findes på arrangørernes hjemmeside. http://live.woc2011.fr/index.php?id=middle-distance
Husk i øvrigt også at følge løbernes egne kommentarer på http://woc2011.weebly.com

Nu er der hviledag for VM-løberne i morgen – og på tirsdag går det så løs med de første finaler, nemlig sprinten, hvor der er kvalifikation om formiddagen og finale om eftermiddagen. Og 4 i går, 5 i dag fører vel naturligvis til 6 på tirsdag!

DOF på Facebook

Sponsorer

Cowi
Trimtex
Sportident
Løberen
Silva
Klinik
Godik
Sportlyzer
Grafisktrykcenter

Organisationer og partnere

International Orienteering Federation
Team Danmark
Dansk Skole Idræt
Sport Event Denmark
DIF