Flere danskere på skandinaviske tophold

Lørdag d.18.6 kl 13 dansk tid starter ca 1100 kvinder ud på 1.turen i Venla, dvs 1100 hold á 4 løbere. Så er verdens største stafetorienteringsløb for alvor i gang med næsten 15.000 løbere – og når kvindernes stafet Venla er overstået kl ca 16, er der små 6 timer til herrernes stafet Jukola, hvor der er flere end 1500 hold med 7 deltagere der skal løbe nat- og skumringsture med afslutning kl ca 05,30 dansk tid. Det er et fantastisk stævne med altid spændende terræner, gode kort og en som oftest glimrende medie-dækning, hvor der også i år er lagt op til tv-dækning, gps-tracking og online-resultater i massevis. Store dele af orienteringsverdenen følger løberne intenst, og også her i Danmark er vi mange der følger ikke mindst de danske løbere, selv om de løber for udenlandske storklubber.

De danske damer
På damesiden har vi 3 piger med på 2 af topholdene. Svenske IFK Lidingö SOK med Signe Søes på 3.turen hører til blandt favoritterne. De blev nr 5 sidste år, endte også i toppen til årets Tiomilaog har formstærke Annika Billstam på sidsteturen. Et andet ”danskerhold” er Ulricehamns OK, som blev nr 2 sidste år og som har tilhørt topholdene/favoritterne de sidste mange år, men til årets Tiomila blev de ”kun” nr 10 – og de må i år undvære gravide Simone Niggli. Men Ida Bobach på 2.turen og Maja Alm på sidsteturen borger for kvalitet – og de skal såmænd nok klart holde sig i eller nær toppen. Endelig er der vel et dansk ”talenthold” fra OK Pan, som blev en flot nr 52 til Tiomila, og mon ikke de kan forbedre deres plads som nr 95 i år? Det vides ikke helt hvordan holdopstillingen for Pan er, men til Tiomila bestod holdet af Ita og Emma Klingenberg, Stine Bagger Hagner, Inge Knudsen og Zenia Heilskov Mogensen.

De danske herrer
Hos herrerne er der flere (mulige) ”danskerhold”, men heller ikke her foreligger alle holds opstillinger. Det vides, at norske Bækkelaget stiller med 3 danskere, Rune Olsen på 1.turen, Mikkel Lund på 2.turen og Tue Lassen på 5.turen – og de blev sidste år nr 13. Mon ikke både Rune og Mikkel er opsatte på at vise, at det var en fejl at de ikke fik chancen til NORT? Ellers stiller IFK Göteborg forventeligt med en del danske løbere, idet Christian Christensen, Søren Schwartz Sørensen og Marius Thrane Ødum alle var på Tiomila-holdet der blev nr 13, og hvor ikke mindst Christian viste vejen ved at vinde den lange natetape. Christian Bobach og Christian Nielsen har næppe vist tilstrækkeligt i år til at komme på 1.holdet. Svenske Pan Kristianstad stiller også med 2 danske landsholdsløbere på 1.holdet, nemlig Rasmus Thrane Hansen på 4.turen og Claus Bloch på 5.turen – og her er der hele 5 danskere (Thomas Jensen, Michael Sørensen, Ulrik Nielsen, Tore Linde og Troels Christiansen) på Pan Kristianstads 2.hold.

En dansk vinder?
Muligvis bliver der en dansker på vinderholdet i år, da Søren Bobach kan blive valgt til det stærke hold, der sidste år vandt med suveræne 7½ minut. Her løb Søren Bobach ”kun” 1.tur på 2.holdet, men kom ind som nr 5 3½ minut foran 1.holdet, så … mon ikke? Desværre er der ikke blevet plads til Rasmus Djurhuus på 1.holdet i Kristiansand OK, et hold der ellers også helt klart hører til blandt topholdene.

Det skal blive spændende at følge tidligt søndag morgen. For dem der vil læse mere er der flg meget oplysende link til WorldofO http://news.worldofo.com/2011/06/17/jukola-2011-all-you-need-to-know/ , hvor der også er de fleste relevante links til startlister, resultater mm, og nedenunder er der link til Jukolas hjemmeside.

DOF på Facebook

Sponsorer

Cowi
Trimtex
Sportident
Løberen
Silva
Klinik
Godik
Sportlyzer
Grafisktrykcenter
MacUrth

Organisationer og partnere

Nordea-fonden
International Orienteering Federation
Team Danmark
Dansk Skole Idræt
Sport Event Denmark
Naturens Dag
DIF
Aktiv året rundt