Mens Tue Lassen atter var bedst på herresiden

Det internationale elitestævne Danish Spring afviklede lørdag mellemdistancen i smukt forårssolskin i klassiske Tisvilde Hegn.

Efter at have været lidt efter i starten – på trackingen kunne man se nogle små svaj på post 3 og 4 – løb Maja sig flot op og var på den sidste del af banen hurtigst af alle, så det til sidst blev en sejr på over et halvt minut foran Tove Alexandersson og med Ida Bobach på tredjepladsen. Specielt på den svære 16. post var det afgørende, at Maja løb direkte i posten, som blev bommet fælt af en del af de internationale stjerner. Samtidig konsoliderede Maja førerpositionen i TRIMTEX Cup.

Maja gav efter løbet interview til Michael Sørensen - den ene halvdel af den dynamiske speakerduo: ”Jeg tror jeg har løbet lige hurtigt hele vejen, men bommede i starten, men derfra fik jeg rimeligt godt styr over det”, fortalte Maja. ”Vi er lige kommet fra træningslejr i Portugal og dernede så jeg, at jeg havde mistet lidt tid og det var den tid, jeg var efter Emma. Det er nogle stærke piger. Der skal løbes hurtigt. Derfor har den også fået fuld skrald i dag”, fortalte en glad Maja. ”Nu skal jeg lige have rettet op på de sidste småfejl, så er jeg helt klar til EM i Portugal om et par uger”.

Ida Bobach fortalte, hvordan hun havde været i en god rytme, men da hun sidst på banen indhentede norske Mari Fasting, blev det til lidt stress, hvor hun blev trukket til en forkert lysning. Ida fik stoppet op hurtigt og læst sig ind og hun var rigtigt glad for løbet, specielt fordi hun ikke havde været med ved World Cuppen i Tyrkiet og derfor først i dag løb første større konkurrence i sæsonen. Ida havde været usikker på hvor hun stod, men følte sig nu fortrøstningsfuld i forhold til EM i Portugal om to uger, hvor det netop er mellemdistancen, Ida primært satser på. ”Derfor er det også den eneste distance, jeg starter på i denne weekend”, fortalte Ida.

I herreklassen kunne Tue Lassen ærgre sig over et bom på 4. post, hvor han passerede lige forbi den drilske lavning på en skrænt i halvtæt granskov. På trackingen ser man to fiskekroge før han fandt posten. Tue var på en delt 6. plads stadig bedste dansker, men han fortalte om hvordan det var noget af en rygsæk, han havde at slæbe rundt på resten af vejen. Tue kunne dog glæde sig over at have holdt det klart højeste tempo fra post 4 til mål, hvor han var 55 sekunder efter den lidt overraskende svenske vinder Rasmus Andersson. 17 og 18 sekunder bag Tue viste Søren Schwartz og RunO Olsen god form, ligesom unge Jakob Ekhard Edsen atter i dag viste rigtigt gode takter på den varierede bane, hvor man skulle være knivskarp i temposkiftene.

Søndag venter Rasmus Ødums langdistance med 17,3 km til herrerne og 11,9 km til damerne. Og da lørdagens mellemdistance gik i den relativt letløbte nordlige del af Tisvilde Hegn, er det næppe noget helt dårligt gæt, at der i morgen venter udfordringer i det teknisk vanskelige terræn lige inden for kystlinjen.

Resultater

Women elite WRE
1 295 Maja Alm DEN-OK H.T.F. 31:14
2 204 Tove Alexandersson SWE-Stora Tuna OK 31:47
3 297 Ida Bobach DEN-OK Pan Århus 31:58

Men elite WRE
1 132 Rassmus Andersson SWE-OK Linné 33:40
2 134 Fredric Portin FIN-Paimion Rasti 33:54
3 146 Olav Lundanes NOR-Halden Skiklubb 33:55
4 109 Thomas Natvig Årstad NOR-NTNUI 34:04
5 141 Anders Nordberg NOR-Nydalens Skiklub 34:30
6 143 Tue Lassen DEN-Faaborg OK 34:35

http://www.danishspring.dk/da/resultater/

DOF på Facebook

Sponsorer

Cowi
Trimtex
Sportident
Løberen
Silva
Klinik
Godik
Sportlyzer
Grafisktrykcenter

Organisationer og partnere

International Orienteering Federation
Team Danmark
Dansk Skole Idræt
Sport Event Denmark
DIF