Og weekendens anden sejr til Cecilie Friberg Klysner

Inden start i dagens sidste ranglisteafdeling ved Jættemilen i Store Dyrehave, udtrykte Rasmus Djurhuus bekymring om knæet kunne holde til de 20 kilometer. Sidste lørdags danske mester på ultra lang distance lå da også lidt nede i feltet på den første del af banen, hvor den svenske tidligere juniorverdensmester Anton Johansson fra OK Orion lagde afstand til konkurrenterne. Men præcis som for en uge siden var Rasmus bedst i det lange løb. Efter at have indhentet Anton, løb Rasmus en stund sammen med hans altid stærke klubkammerat Jonas Munthe, men til sidst kunne ”Kongen af Nordsjælland” lægge endnu en sejr til den lange række af gevinster i lange løb i det Nordsjællandske. Jonas endte som nr. 2, mens lørdagens sejrherre, Andreas Hougaard Boesen, OK Roskilde, erobrede tredjepladsen.

I den samlede TRIMTEX Cup for herresenior var det allerede før dagens løb klart, at sejren ville gå til sprintstafetverdensmester Søren Bobach, der ikke deltog i dagens løb. Søren var slidt efter en lang sæson, som startede på Tasmanien i januar måned og valgte derfor at blive hjemme. Da Tue Lassen, Faaborg OK, først netop har startet genoptræningen af en forvredet skulder og World Cup helten fra Schweiz, Thor Nørskov ligeledes er under genoptræning fra en skade, fik han heller ikke point i weekenden. Rasmus Djurhuus fastholdt andenpladsen, Andreas Hougaard Boesen, OK Roskilde, blev nr. 3 i ranglisten, Jonas Munthe nr. 4 og Eskil Schøning fra OK West tog en flot femteplads.

Hos kvinderne blev det som nævnt i nyheden om juniorranglisten til sejr til Cecilie Friberg Klysner, FIF Hillerød. Cecilie førte størstedelen af løbet, men det blev ind imellem til nogle svaj, som gjorde dysten mod Miri spændende. Dameseniorklassen vandt Cecilie dog ganske suverænt, men det blev til en ny topplacering til Masha Semak fra Farum OK, der blev nr. 2. Nicoline Friberg Klysner, FIF Hillerød blev nr. 3 af de danske løbere et lille minut efter Masha. Med dagens sejr fuldendte Cecilie en imponerende slutspurt i TRIMTEX Cup og klemte sig lige præcis forbi netop Masha og blev nr. to, idet Maja Alm, OK HTF Haderslev, allerede inden løbet havde vundet TRIMTEX Cup 2015. Ane Linde OK Pan Aarhus og Signe Klinting, FIF Hillerød, stillede ikke op i weekenden, men endte som nr. 4 og 5 i TRIMTEX Cup.

OK73 stod for endnu et glimrende Jættemilsarrangement, hvor baner og stævneplads fik ros hos deltagerne, der kunne nyde den smukke efterårssol. Et vejr der stod i skærende kontrast til nattens storm, der ødelagde det kiosktelt, der var sat op dagen før. Alle resultater fra Jættemilen via linket nedenfor.

Traditionen tro er sæsonen nu slut og eliteløberne har indledt træningen mod næste års store opgaver, der både byder på et europamesterskab i Tjekkiet i maj måned og VM, der i 2016 afholdes i Strömstad i Sverige i august måned.

Før vi helt lukker for sæsonen 2015 vil det dog være på sin plads at hylde en af de ildsjæle, som er helt afgørende for vores idræt. Bo Simonsen fra FIF Hillerød stod for tegningen af det gigantiske DM Ultralang kort i sidste weekend og allerede i dag kunne Jættemilsdeltagerne nyde Bos store kort over Store Dyrehave. De mange toppræstationer leveret af FIF Hillerøds ungdomsløbere i dagens Jættemil er derudover blot endnu et resultat af hans utrættelige indsats.

http://cms2.ok73.dk/?page_id=839

DOF på Facebook

Sponsorer

Cowi
Trimtex
Sportident
Løberen
Silva
Klinik
Godik
Sportlyzer
Grafisktrykcenter
MacUrth

Organisationer og partnere

Nordea-fonden
International Orienteering Federation
Team Danmark
Dansk Skole Idræt
Sport Event Denmark
Naturens Dag
DIF
Aktiv året rundt