Mens Line Cederberg debuterede lige efter som nr. 22

Dagens lange distance ved Junior VM blev præcis den kraftprøve, som det på forhånd var ventet. Det kuperede terræn ved Offenpass i 2.200 meters højde var smukt i det fine sommervejr, men såvel stigninger som nedløb stillede krav til fysik og teknik i det til tider stenede terræn. Da vejrudsigten havde truet med heftig torden, var det ekstra glædeligt, at Alperne atter viste sig fra sin luneste side.

Amanda Falck Weber leverede en ny rigtigt fin præstation og var på 17. pladsen skarpt forfulgt af klubkammeraten i Tisvilde Hegn OK, Line Cederberg, der som landsholdsdebutant leverede flot på 22. pladsen. Og Line, der er opvokset i Sverige kunne endvidere glæde sig over kun at have to af de svenske landsholdspiger foran sig på resultatlisten.

Efter dagens løb fortalte trænerteamet med Jeppe Ruud og Jesper Stamp, at de havde håbet på lidt mere i dag. De finder Amandas og Lines resultater stabile, ligesom Agnes Kracht og Mikkel Lyskjær løber fint. Josefine Lind var en af flere løbere der vred om på foden, men det forlyder, at Josefine tror på at være klar igen til mellemdistanceløbene senere på ugen. De øvrige danske løbere placerede sig nogenlunde midt i feltet af løbere fra hele 39 nationer.

Øverst i resultatlisten viste finske Anja Haataja, at hendes sølvmedalje fra sidste år ikke var nogen tilfældighed. Sejrsmarginalen til schweiziske Valerie Aebischer var næsten 2 minutter. Ligeledes schweiziske Sofie Backmann fik med bronzemedaljen oprejsning efter diskvalifikationen i sprinten. Hos Herrerne fortsatte Joey Hadorn hvor han slap i går og viste, at han behersker både asfalt og bjerge. Pudsigt nok var både sølv og bronze også gentagelser fra i går: Thomas Curiger fra Schweiz og Isac von Krusenstierna fra Sverige.

Nu holder løberne en velfortjent hviledag før det på onsdag går løs med kvalifikation til mellemdistance, hvor det danske hold har fordel af at bo blot 100 meter fra stævnepladsen.

http://www.jwoc2016.ch/?tab=Monday

DOF på Facebook

Sponsorer

Cowi
Trimtex
Sportident
Løberen
Silva
Klinik
Godik
Sportlyzer
Grafisktrykcenter

Organisationer og partnere

International Orienteering Federation
Team Danmark
Dansk Skole Idræt
Sport Event Denmark
DIF