Junior-VM: Nu venter Gjern Bakker
I dag har der været hviledag ved Junior-VM, hvor løberne dels har hvilet efter den hårde langdistance i går og dels har konkurreret i andre discipliner så som volleyball, ægkastning og andre aktiviteter, der har givet deltagerne mulighed for at møde løberne fra de andre nationer på anden måde end at gå og se på hinanden i karantænezonerne, når man venter på at få lov at starte. Og så har løberne selvfølgelig været til prøveløb for mellemdistancen, der de to næste dage afholdes i en af dansk orienterings uslebne juveler, Gjern Bakker.
"Det har været godt med en hviledag. Nu glæder løberne sig til at løbe kvalifikation på mellemdistance i morgen", fortalte juniorlandstræner Astrid Ank Jørgensen i forbindelse med aftenens informationsmøde før de to mellemdistancekonkurrencedage.
Gjern Bakker er kendt fra landskampe gennem årene og ikke mindst fra en fantastisk dag ved mellemdistancefinalen ved VM 2006, hvor et talstærkt publikum kunne heppe på deltagerne på netop mellemdistance. Arrangørerne af Junior-VM har offentliggjort stævnepladsen til årets løb - den ligger ikke langt fra 2006-udgaven og ligger nogenlunde midt i skoven, så det er frit for at gætte på, hvilken del af skoven, banerne kommer til at gå i de to dage.
I onsdagens kvalifikationsløb er deltagerne fordelt i tre heat for hvert køn og med tre minutters startmellemrum bliver det til start hvert minut for en deltager i hver af klasserne. De 20 bedste i hvert heat kvalificerer sig til A-finalen, hvor man torsdag kæmper om medaljerne. De danske deltagere starter således:
W 20
10:09 Hedvig Valbjørn Gydesen
10:11 Mathilde Smedegaard Madsen
10:57 Lise Termansen
11:07 Agnes Kracht
11:59 Ida Øbro
12:37 Annika Simonsen
M 20
10:28 Mads Skaug
10:45 Mikkel Holm Nielsen
11:06 Malthe Poulsen
11:50 Morten Ørnhagen Jørgensen
12:11 Søren Thrane Ødum
12:49 Andreas Bock Bjørnsen
Resultater og live dækning kan som altid følges på hjemmesiden her, ligesom information om at finde frem til arenaen kan findes her.
Erfaringsudveksling mellem Junior-VM-arrangører
Ud over det officielle program er der også andre aktiviteter ved et junior-VM. Det er en tradition, at de næste års arrangører er til stede ved arrangementet for at samle erfaringer og give sine primære officials en fornemmelse af, hvad det er for en opgave, som venter dem. De danske arrangører har været på plads både i Finland i 2017 og i Ungarn i 2018 og i år er der et stort team fra næste års arrangør fra Tyrkiet på plads, samt repræsentanter fra 2021-udgaven, der holdes i Portugal. På hviledagen havde de danske arrangører inviteret til erfaringsudvekslingsmøde, hvor de kommende arrangører fik information om, hvor mange deltagere, der bor på hver af de forskellige overnatningssteder og hvilke særlige udfordringer, man møder, når deltagere fra 41 nationer kommer med hver deres sæt af vaner og forventninger. På billedet ses dels den danske stævneledelse og dels den tyrkiske og portugisiske delegation.