Skip to main content

World Cup: Godkendt dansk sprintstafet i Helsinki

| Nyheder 2019

Cille WG Mellem 2017 ArenaLandsholdet sluttede World Cup-turen til Finland af med en sprintstafet sidst på eftermiddagen tirsdag, hvor der blev løbet i Helsinkis solbeskinnede gader.

Cecilie Friberg Klysner, Jakob Edsen, Emil Øbro og Miri Thrane Ødum løb sig ind til en placering som nummer 18 - eller niendebedste nation, idet flere lande benyttede muligheden for at stille med mere end et hold i stafetten.

Dagens arena var meget publikumsvenligt placeret midt på det centrale Senatstorv i den finske hovedstad - og hvor trappen op mod Helsinkis Katedral fungerede som tribune for publikum. Stafetbanerne gik selvsagt primært i fladt byterræn, bortset fra publikumspassagen på torvet, hvor løberne skulle kæmpe sig op af de mange trappetrin for næsen af tilskuerne.

Og Cecilie Klysner var tilbage i rollen som førstetursløber på sprintstafetholdet efter skadespausen, der har holdt hende ude af blandt andet VM i august i fjor. Hun leverede et flot comeback ved at løbe ind til skiftet som en delt nummer otte i gruppen af løbere, der fulgte lige efter de to førende svenske hold.

Caroline Gjøtterup løb førsteturen på et mix-hold og løb ind til skiftet 16 sekunder efter Cecilie - bestemt også en godkendt præstation!

På andenturen blev gruppen af forfølgere spredt mere ud, og Jakob Edsen røg lidt tilbage i feltet uden at lave nævneværdige fejl, så Emil Øbro kunne sendes ud som nr. 17.

Og sprintstafetdebutanten holdt nerverne i ro og løb faktisk holdet en enkelt placering op i løbet af de 3,7 kilometer, så Miri Thrane Ødum kunne løbe af sted som nummer 16 i det store felt.

Det er også første gang, at Miri løber sprintstafet for et dansk førstehold på den internationale scene - og ligesom Emil kom hun godt igennem banen med styr på orienteringen.

- Alle fire løber teknisk stabile løb, der er kontrollerede og følger det oplæg, vi havde givet dem. Så vi er faktisk rigtig godt tilfredse. Det var fedt at have Cecilie med tilbage på holdet, og både Emil og Miri løste opgaven flot, og det er jo værd at huske på, at det er deres første sprintstafet på det her niveau, siger landstræner Torbjørn Gasbjerg.

- Vi mangler noget på formen for at kunne løbe op med de bedste lige nu, og vi havde håbet at kunne løbe os ind blandt de seks bedste nationer. Men det vi ser i dag er vores niveau lige nu, og vi ved jo, hvad der skal til i det her felt, fortsætter landstræneren med henvisning til, at landsholdet har hentet VM-medaljer i sprintstafet ved de seneste fem verdensmesterskaber.

Sveriges førstehold førte fra start til slut i dagens stafet, og svenskerne kan dermed rejse hjem med fem sejre ud af fem mulige i World Cup-runden i Finland.

World Cup-resultater:

1. Sverige, 50.53 minutter
2. Schweiz, +0.31 min.
3. Tjekkiet, +0.54 min.
9. Danmark, +2.47 min. (Cecilie Friberg Klysner, Jakob Edsen, Emil Øbro og Miri Thrane Ødum)

Resultater, tracking og mere fra dagens sprintstafet på Liveorienteering.com

Den næste store opgave for landsholdet bliver VM i Norge i midten af august, hvor der for første gang i mange år kun skal konkurreres på skovdistancer. Landsholdsløberne tager allerede i juli på træningslejr i Norge for at forberede sig bedst muligt.

Arkivfoto fra World Games: Kell Sønnichsen