Junior-VM i Aarhus og Silkeborg ser ud til at blive en af sommerens helt store o-fester.
Da tilmeldingsfristen for mesterskabsløberne lukkede inden weekenden, var der landet knap 400 tilmeldinger hos arrangørerne i OK Pan Aarhus og Silkeborg OK.
152 damer, 162 herrer og 83 ledere fra 38 nationer kommer til Danmark i dagene 6. - 13. juli 2019, hvor der skal uddeles VM-medaljer i sprint, lang, mellem og stafet.
Og der bliver rig mulighed for at heppe det danske hold godt på vej mod flotte præstationer. Den danske tilmelding lyder på fuldt hold med 6 damer og 6 herrer. Hvilke løbere der får lov til at løbe i rødt og hvidt på hjemmebanen afgøres efter testløbene i pinsen.
Arrangørerne håber, at så mange danskere som muligt vil komme til Aarhus og Silkeborg og heppe på vore danske deltagere, så løberne kan opleve fuld opbakning fra Orienteringsdanmark.
Ved det seneste Junior-VM på hjemmebanen i 2010 var der mange danske flag langs opløbet, og det vil jo være flot, hvis det kan ske igen.
Du kan læse om JWOC 2010 i Orientering 3/2010 fra arkivet.
Der er stadig gode muligheder for at tilmelde sig publikumsløbene, JWOC Touren - det foregår via O-service.
Hvis du ønsker at overnatte på O-campen eller købe en JWOC2019 O-løbsbluse skal du bestille senest 25. maj – det gøres på JWOC's hjemmeside.