Skip to main content

Ida Bobach indstiller landsholdskarrieren

| Nyheder 2018

Ida bobachIgennem 12 år har Ida Bobach, OK Pan Aarhus, været en markant figur på først juniorlandsholdet og sidenhen seniorlandsholdet. Ida Bobach blev verdensmester på langdistance og stafet i 2015, og hun har derudover 4 fantastiske sølvmedaljer fra VM. Det er præstationer, der gør Ida Bobach til en af dansk orienterings allerbedste løbere gennem tiderne.

 Lykkelige omstændigheder afslutter nu landsholdskarrieren. Ida Bobach er gravid og venter sit første barn til maj. EM i Schweiz i foråret blev dermed enden på en fornem elitekarriere, hvor især VM-guldmedaljen på langdistance fra VM i Skotland 2015 står som et højdepunkt.

 - Tiden på landsholdet har været helt fantastisk og har givet mig en masse spændende og udfordrende oplevelser, som jeg tager med videre i resten af mit liv. Jeg er utrolig glad for og stolt over de præstationer, som jeg har leveret. De to VM-guldmedaljer fra Skotland står selvfølgelig som nogle af de mest mindeværdige øjeblikke, hvor en stor drøm gik i oplevelse.

Det er sørgmodigt at forlade landsholdet, men jeg ser frem til en ny tilværelse, hvor andre prioriteringer kommer i fokus, siger Ida Bobach.

 Allerede tidligt som ungdoms- og juniorløber stod det klart at Ida Bobach besad et særligt talent. Med målrettet og tålmodigt arbejde udviklede Ida sig langsomt frem mod verdenseliten I 2006 blev Ida Bobach første gang udtaget til landsholdet, og har siden da været en fast del af DOFs forskellige landshold. Igennem sin juniorkarriere blev det til hele 12 Junior-VM medaljer, heraf 7 af guld.

Landsholdskollega Maja Alm siger om Ida Bobach:

- Ida er en pige der aldrig gør tingene halvt, og hun har altid gået benhårdt efter sine mål. Ida, Emma (Klingenberg) og jeg knækkede ved fælles hjælp koden til at nå verdenstoppen. Det hele kulminerede i et VM-guld i stafet, hvilket er en af de allerstørste dage i min karriere og en dag, jeg aldrig vil glemme. En dag, der satte streg under at man kan nå hvad man drømmer om, når bare man kæmper med og ikke mod hinanden. Ida vil med sit milde væsen og altid positive sind blive savnet meget på landsholdet, siger hun.

Talentet har været ubestridt, men også andre kvaliteter har i høj grad været med til at præge landsholdene siden 2006. Ida Bobach har altid gået forrest med sin professionelle tilgang til eliteidrætten, og har samtidig formået at inspirere mange omkring sig og dele ud af sine mange erfaringer.

- Ida Bobach har opnået fantastiske resultater som altid vil stå som klare pejlemærker for unge løbere i dansk orientering. Resultater er vigtige, men måske endnu vigtigere er det, at Ida Bobach i høj grad også været med til at hæve barren for eliteorientering i Danmark. Hun har vist vejen med sin dedikation, sin hårde, målrettede træning og klare prioriteringer i hverdagen. Hun har ydet en forbilledlig indsats, men har også formået altid at give og yde til fællesskabet på landsholdet omkring hende. Ida Bobach har sat tydelige og markante aftryk for fremtiden på landsholdet, siger sportschef Lars Lindstrøm

Ida Bobach vil sige farvel til landsholdet i forbindelse med elitecenterets træning tirsdag d. 27/11 kl. 8.00. Alle er velkomne til at kigge forbi og være med til at afslutte en fantastisk landsholdskarriere på hyggelig vis. Afskeden foregår på Aarhus Stadion, Stadion Allé 72, 1.sal - kl. 8.00-8.15

Landsholdet og Dansk Orienterings-Forbund ønsker Ida Bobach et stort tillykke med fremtiden, og siger tak for en fantastisk indsats på landsholdet.

Foto: WorldofO.com