Damestafetten høstede vigtig VM-erfaring i World Cuppen
Det blev som ventet en stor opgave for de danske landsholdskvinder, da de søndag formiddag afsluttede World Cup-runden i Norge med stafetten og en 15. plads (alle hold medregnet).
Ligesom fredag og lørdag skulle der høje knæløft til for at kæmpe sig rundt i det sydøst-norske terræn, hvor der ventede tre gange fem kilometer på det danske hold.
Amanda Falck Weber kom flot afsted med resten af førstetursløberne, og løb efter en lidt tungere anden halvdel af banen ind til skiftet seks minutter efter de førende på en 14. plads.
Caroline Gjøtterup tabte desværre tid på første halvdel af sin andentur, men en sikker afslutning betød, at Miri Thrane Ødum kunne sendes ud i 16. position.
Efter et bom på førsteposten løb Miri sikkert og med høj fart lige i resten af posterne og hentede dermed én placering undervejs - og løb i mål som nummer 15.
- Miri viste et superhøjt niveau efter førsteposten, hvor hun taber marginalt til Tove Alexandersson. Så det er virkelig noget, vi er glade for at se og kan bruge til noget, siger Kenneth Buch.
- Ellers var lidt som i går, hvor vi i nogle dele af banerne hænger godt med. Men på nuværende tidspunkt er vi ikke hurtige nok i den her terræntype, hvor vi også er lidt for ustabile teknisk. Men der er bestemt partier af banerne vi er glade for og så partier, hvor vi også godt kan se, hvad vi skal arbejde med, fortsætter landstræneren.
Line Cederberg var udset til en tur på et mix-hold, men valgte at spare sig efter de tre løb fredag og lørdag.
Tue Lassen løb en stærk førstetur på et mix-hold i herrernes stafet, hvor han på første halvdel af banen var i kontakt med de forreste det meste af vejen, og derfor passerede arenaen omkring 40 sekunder efter teten. På den sidste sløjfe blev afstanden lidt større, uden at Tue dog lavede nævneværdige tekniske fejl, og han kunne derfor sende sin new zealandske holdkammerat ud i 17. position, 2.36 minutter efter de førende svenskere.
- Ligesom i går fik Tue vist, at terrænet sidder rigtig godt hos ham, indtil han kører tør for kræfter. Så vi kan se, at hvis han får fysikken på plads, så kan han også løse det teknisk, siger Kenneth Buch.
Med stafetten afsluttedes også World Cup-runden i Norge, der populært har fået titlen præ-VM, fordi skov-verdensmesterskaberne næste år skal løbes i akkurat samme terræntype. Derfor var løbene med danske øjne også primært udset til at forberede landsholdsløberne på de udfordringer, der venter i august 2019.
- Nu har vi et år til at forberede os, og jeg er sikker på, at vi kan komme rigtig langt på det år. Og jeg regner med, at Danmark kommer til at sætte et endnu større præg på VM næste år end vi har gjort i weekenden, siger landstræneren.
Kvindernes stafet blev i øvrigt endnu en svensk triumf, hvor Lina Strand, Karolin Ohlsson og Tove Alexandersson allerede fra Strands førstetur slog et lille hul, der aldrig siden blev lukket. Norge og Finland satte sig på anden- og tredjepladsen.
Dermed kunne Sverige vinde seks ud af seks World Cup-konkurrencer i denne weekend, hvis de svenske herrer formåede at følge trop i deres stafet. Og sådan så det faktisk også ud til at ende indtil de allersidste poster på tredjeturen, hvor Norges Magne Daehli straffede en lille svensk fejl, gik forbi både Sverige 1 og 2 og løb en hjemmebanesejr i hus efter forarbejde af verdensmestrene Eskil Kinneberg og Olav Lundanes.
Resultater, tracking og tv-sendingen kan genses via World Cup-hjemmesiden
Foto: Kell Sønnichsen