Landsholdet tog et skridt frem på dagens World Cup-jagtstart
Landsholdet løftede niveauet på lørdagens to løb ved World Cuppen i Norge, der lagde ud i morges med en kort prolog med vindertider omkring de 20 minutter - inden eftermiddagen bød på jagtstart.
Især Tue Lassen var stærkt løbende på prologen, hvor han i det store og stærke World Cup-felt placerede sig på en flot 12. plads - bare 1.34 minutter efter svenske Johan Runesson, der var hurtigst.
Hos damerne var Caroline Gjøtterup igen den hurtigste - hun blev 23'er på prologen, 3.37 minutter efter Sveriges Tove Alexandersson, der igen løb på sit helt eget niveau og vandt klart.
- Jeg synes generelt, at det var et skridt i den rigtige retning. Flere af løberne fik fanget, hvordan man skal gribe det her terræn an. Og det kunne vi se på formiddagens prolog, hvor især Tue fik løbet et knaldgodt løb. Og pigerne fik også alle sammen vist, at de i hvert fald på dele af banen var bedre med end i går, siger landstræner Kenneth Buch.
Ved eftermiddagens jagtstart blev forskellen til prolog-vinderen ganget med to - og udgjorde så den tid, der skulle hentes på de knap seks kilometer for damerne og 7,6 kilometer i herreklassen. Terrænet så også ud til at være en tand mere hårdt end i formiddagens prolog.
Tue Lassen startede qua sit flotte formiddagsløb ud i et stærkt felt med de nykårede norske verdensmestre, Eskil Kinneberg og Olav Lundanes lige omkring sig. Og det lykkedes også for Tue at holde tempoet i en ca. 10 mand stor gruppe på den første del af banen, men umiddelbart inden arenapassagen måtte han give slip - og endte som nummer 29.
- Tue prøvede at åbne hårdt op med sin gruppe og satse alt på at hænge med, men fandt ud af, at det gik for hurtigt. Han løb også ind i lidt kramper til sidst, men vi glæder os over, hvad han fik vist i formiddagens prolog, siger Kenneth Buch.
I dameklassen var der gode takter fra Miri Thrane Ødum, der løb sig hele 11 pladser frem og sluttede som nummer 41 - et halvt minut og fem placeringer efter Caroline Gjøtterup. Line Cederberg blev 56'er, mens Amanda Falck Weber sluttede som nummer 69.
- I eftermiddags kneb det lidt med kræfterne for de fleste - bortset fra Miri, som gjorde det rigtig godt. Vi har simpelthen ikke fået løbet nok med høje knæløft, fordi vi har fokuseret på VM i Letland, der ikke stillede de krav. Så bliver vi lidt for udsatte, når vi skal løbe tre løb på to dage. Men vi får grebet det godt an teknisk, og det skal vi være tilfredse med, siger landstræneren.
Ligesom i går blev det til dobbelt svensk sejr. Og lige så udramatisk som dameklassen var med endnu en suveræn sejr til Tove Alexandersson - lige så dramatisk blev afslutningen i herreklassen. Hele 10 løbere var samlet frem mod sidsteposten, hvor svenske William Lind lagde sig i spidsen og spurtede World Cup-sejren hjem - lige foran landsholdskammeraten Gustav Bergman, der havde ført på store dele af banen, og Frankrigs Frederic Tranchand, der blev treer.
Der er resultater, tracking mm. på arrangørernes hjemmeside
I morgen gælder det stafet, hvor Amanda Falck Weber, Miri Thrane Ødum og Caroline Gjøtterup udgør det rent danske hold, mens Tue Lassen og Line Cederberg stiller op på mixede hold.
Stafetten bliver ligesom dagens jagtstart produceret til tv og kan følges på liveorienteering.com fra kl. 9.15 og NRK 1 fra kl. 10.
Foto: Kell Sønnichsen