Silkeborg OK nomineret til Danskernes Idrætspris
Også FIF er med i feltet - og du kan hjælpe med en stemme indtil d. 13. november
Silkeborg OK er med sin Minitræning i naturen én af de tre nominerede til Danskernes Idrætspris i Østjylland.
Prisen gives til et lokalt projekt, der er med til at nytænke og udvikle foreningsidrætten i Danmark.
Det er Danmarks Idrætsforbund og DR, der står bag prisen - og efter delfinaler i landets P4-stationer her i november, bliver der fundet en landsvinder til DRs sportsshow i Herning i starten af det nye år.
Silkeborgs minitræning er målrettet 3-7-årige, der ikke kan kastes alene ud på en traditionel orienteringsbane, men som sammen med deres forældre kan få en oplevelse i naturen.
Ved blandt andet at løbe i skoven, hoppe på træstammer og soppe i moser vil klubben gerne vænne børnene til at føle sig trygge ved at tage ud i skoven.
Også FIF Hillerød er med i opløbet, da klubben er en del af initiativet Foreningsidræt i skoletiden.
Her bliver 7.-8. klasser i kommunen tilbudt et fem-ugers forløb - dels af FIF, og af en række andre idrætsklubber i Hillerød.
Og du kan hjælpe dit favoritprojekt med at vinde del-finalen og gå videre til landsfinalen, der bliver afgjort i begyndelsen af det nye år.
De nominerede dyster om en pris på 100.000 kroner, hvoraf halvdelen går til at understøtte idrætsinitiativer i vinderkommunen.
Via nedenstående link kan du læse mere om projekterne og stemme indtil d. 13. november.
http://www.danskernesidrætspris.dk/stem