Skip to main content

Team Danmark skifter direktør

| Administrator | Nyheder 2014

Lone Hansen afløser Michael Andersen

Den 53-årige nuværende direktør for Anti Doping Danmark, Lone Hansen, bliver overraskende ny direktør for Team Danmark.

Team Danmarks formand, Københavns overborgmester Frank Jensen siger i en pressemeddelelse: ”Lone Hansen kommer med en utrolig interessant profil. Lone har gode ledelseskompetencer, og så har hun en stærk faglighed på elitesportsområdet, hvor hun har arbejdet som idrætsforsker på Ph.d.- og Post Doc- niveau. Forskning og innovation i elitesporten bliver et stadig vigtigere konkurrenceparameter. Med Lones kompetencer og indsigt i forskning og strategisk ledelse kombineret med hendes fokus på, at Team Danmark skal udvikle sig yderligere som vidensinstitution, tror vi på, hun kan accelerere den positive udvikling, som Team Danmark og dansk eliteidræt er inde i”.

Vi er i Dansk Orienterings-Forbund meget glade for samarbejdet med Team Danmark og særligt den meget positive omtale, som den hidtidige direktør, Michael Andersen, har givet orienteringsidrætten. Vi takker Michael Andersen for hans indsats i de 8 år som direktør og ser frem til at opbygge en lige så god samarbejdsrelation med Team Danmarks nye direktør.

Når det er en overraskelse, at en enig Team Danmark-bestyrelse har foretrukket Lone Hansen frem for Michael Andersen, skyldes det Michaels markante og succesfulde indsats for at udvikle organisationen. Frank Jensen udtaler: ”Team Danmark står som en uhyre stærk institution, ikke mindst takket være Michael Andersen, som har været en vigtig drivkraft i Team Danmarks udvikling i de seneste år. Michael har formået at rykke Team Danmark som institution til et helt nyt niveau siden 2006.” Men Frank Jensen har videre udtalt til Ritzau, at ”når vi tænker 10 år frem, så var Lone et oplagt valg. Michael ville sagtens kunnet have løftet opgaven, men til den tid ville han have været i organisationen i 18 år”.

Michael Andersen udtaler selv til Ritzau: ”Skuffelse kommer man sig over. Jeg har deltaget i en kamp, hvor jeg ikke har vundet. Det har en anden, der er dygtig og kompetent”. Kort og præcist og en fin illustration af det sportsmanship, som han selv har rost danske topudøvere for – eksempelvis da han talte ved DOFs VM-fejring ved DM Mellem 2014.

Michael Andersen har forladt stillingen med omgående virkning. Lone Hansen tiltræder jobbet 1. februar 2015 og indtil da er teamleder for sportsteamet Per Boldt Jørgensen konstitueret leder i Team Danmark.

http://www.teamdanmark.dk/Presse/Nyhedsarkiv/2014/December/17-12-2014-pm-ny-direktoer.aspx