Skip to main content

DM Nat i Jægerspris Nordskov

| Administrator | Nyheder 2014

Med adskillige EM-stjerner på plads

Lørdag aften afvikles årets første danske mesterskab, når pandelampeklædte orienteringsløbere begiver sig ud i klassiske Jægerspris Nordskov. Vi tør allerede nu love, at der vil være mindre trængsel end for dem, der har valgt at løbe godt 21 km i Københavns centrum tidligere på dagen.

Det er et i sandhed usædvanligt forløb, der går forud for stævnet. Stormen Allan var hård ved Jægerspris Nordskov og selvom Vyacheslav Mukhidinov (bedre kendt som Slava) havde tegnet et glimrende kort til DM Ultralang i 2012, så lå terrænet, som kortet dækkede i store områder dækket af væltede gran-, birke- og lærketræer. Vi tegnede de fældede områder, banelægger Ole Husen kløede sig i nakken og spurgte så direktør Nils Sættem i Frederik VII Stiftelse, som ejer skoven, hvad der kunne gøres. ”I siger bare, hvor I gerne vil have ryddet, så sætter vi ekstra maskiner ind”, var svaret. Og sådan blev det. Lørdag den 15. marts blev sidste generende vindfælde på et af banernes langstræk skåret i passende stykker og skoven er nu helt klar til natløb. Der vil selvfølgelig være tungt at løbe nogle steder på grund af maskinernes fremfærd og deltagerne gør klogt i at læse instruktionen, men alt i alt glæder vi i Farum Orienteringsklub os over en velvilje fra skovejeren, som måske aldrig vil se sin lige i dansk orientering.

Løbet ligger blot halvanden uge før europamesterskaberne starter i Portugal, hvorfor arrangørerne er meget glade for, at nogle af EM-stjernerne alligevel har meldt deres ankomst i Jægerspris. Og de herreløbere, der senere på foråret skal løbe natløb ved Tiomila, vil kunne få en ganske glimrende fortræning på en bane, der hvad sværhedsgrad (og længde) angår ikke lader en første-andentur ved Tiomila noget tilbage at ønske. I dameklassen retter opmærksomheden sig mod Emma Klingenberg og Ida Bobach. De har haft skadesudfordringer i vinter, men satser begge på at være klar lørdag aften. Tue Lassen, der fik sin 2012-sæson spoleret i netop denne skov, er ligeledes klar til start og ventes at blive udfordret hårdest af Rasmus Djurhuus og Søren Schwartz. I juniorklasserne er sidste weekends Danish Spring-triumfatorer, Miri Thrane Ødum og Thor Nørskov, storfavoritter i hver deres klasse. H 18 bliver et spændende opgør mellem de tre sidst startende, Thomas Knudsen, Emil Øbro og Martin Illum.

Arrangørerne satser på et publikumsvenligt stævne uanset om man møder op i hallen, hvor det indendørs målområde er placeret eller man vælger at følge løbet hjemme fra computeren. De 14 sidst startende herreseniorløbere, samt deltagerne i damesenior løber med trackingudstyr. Links til trackingen i de to klasser offentliggøres på stævnes hjemmeside omkring kl 21:20, lørdag aften. Startliste og øvrige informationer findes via link nedenfor.

http://www.farum-ok.dk/sider/arrangementer/20140329/index.htm