Skip to main content

Søren Bobach er tilbage i toppen

| Administrator | Nyheder 2014

VM-guld på sprinten blev det bedst tænkelige comback til Søren Bobach

”Det her er selvfølgelig helt vildt stort for mig. Mange mærkelige, blandede følelser, der kommer op. Det er sindssygt fedt. Samtidigt har jeg også lært af tidligere sejre – jeg vil ikke forvente for meget af mig selv nu.” - Søren Bobach.

Vejen til VM-guldet har for Søren Bobach været en meget lang proces. I perioden mellem 2011 og 2013 havde Søren store problemer med træthedsbrud. Søren måtte sidste år indse, at han ikke kunne kæmpe med ved VM i Finland, og derfor har han det sidste 1 ½ år haft fuldt fokus på at gøre comeback ved dette års VM. Der har på intet tidspunkt været garanti for at Søren kunne komme tilbage efter skadesperioden, og det er en kæmpe succes for hele landsholdets arbejde, at det lykkedes.

”Jeg har haft en utrolig tæt dialog med Team Danmarks eksperter om hvordan jeg kunne komme tilbage. Jeg er blevet styret rigtig hårdt af Gitte Karlshøj (Team Danmark fysioterapeut, red.) som har lagt en struktureret træningsplan for mig. Det er fedt at have sådanne personer omkring sig.”

Søren forklarer, at resten af landsholdet også har en stor andel sejren.
”Vi har i Aarhus et rigtig godt træningsmiljø omkring Elite Center-træningerne. Vi har været en stor gruppe, der sammen har arbejdet målrettet frem mod den her sprint i Venedig. Alle har taget det som en spændende udfordring. Samtidigt fortjener særligt Tue Lassen en kæmpe tak for flere måneders arbejde med at tegne kortet over Venedig. I længere tid har vi simpelthen kunnet sidde med kortet og planlægge vejvalg. Der er virkelig blevet nørdet igennem.”


Det har bestemt ikke været en nem vej for Søren, især ikke restriktionerne på løbetræningen.

”Det har selvfølgelig været meget hårdt for mig. Jeg elsker jo at løbe! Helst så meget som muligt, og jeg løber meget færre timer end de øvrige landsholdsløbere. Jeg har måttet indse, at jeg må blive god på en anden måde: Store mængder alternativ træning og en fuldstændig stramt struktureret træningsplan med begrænsninger for mængden af løb på hårdt underlag.”


Søren håber på at kunne fortsætte den stærke linje, som han viser frem ved sprinten – og nye målsætninger er der nok af. ”Min drøm er helt sikkert at komme tilbage til at løbe mellemdistance-og måske langdistance-orientering. VM i 2015 og især mellemdistance i Sverige 2016 vil være ultimativt for mig.”