Skip to main content

Banelægningskonkurrencen 2013

| Administrator | Nyheder 2013

Jyderne topper listen

Banelægningskonkurrencen 2013 gik i Hvalsøskovene, hvor 55 deltagere indsendte deres bud på den bedste H40-bane på 7-8 km med højst 15 poster. Ikke så mange deltagere denne gang, og kun 3 i ungdomsklassen. Lidt ærgerligt, at dette gode tilbud om træning og tilbagemelding i banelægning ikke benyttes mere af klubbernes og kredsenes ungdomstrænere og -ledere. Men det kan jo måske nås til næste år.

Sejren og æren af at indehave vandrerpræmien "Hjernen" tilfalder i år til Bjarne Christensen fra Silkeborg OK skarpt forfulgt af Niels Jørgen Iversen fra Mariager OK. Først på 7. pladsen sniger en enkelt fynbo sig ind i jydedominansen, og første sjællænder findes uden for top-10. På 3. pladsen har vi Sten-Oluf Jansson, OK Syd og på en flot 4. plads Per Bovien Christensen, OK West.

Bedste ungdomsdeltager var Noah Hoffmann, OK Pan Århus - søn af Bjarne Hoffmann, OK Pan, Århus - en af landets klart bedste banelæggere, som hver gang han har deltaget i konkurrencen har placeret sig i den absolutte top. Meget flot af Noah, som synes at være arveligt belastet.

På den tekniske side var BK 2013 en svær opgave. Det at skabe krævende orientering er langt fra en nem opgave, og det bliver ikke lettere i åbent Sjællandsk terræn. Hvalsøskovene har mange store og små stier og mange ledelinier. I dette års konkurrence har vi åbnet mulighed for individuel tilbagemelding - noget vi håber vil blive taget vel imod, og som måske kunne give flere lyst til at være med.

Mange hilsner fra dommerne i BK 2013,
Henrik Markvardsen, Tisvilde Hegn OK, Kai Ø. Laursen, Aalborg OK og Kent Lodberg, OK Pan Aarhus

Se flere detaljer via linket nedenfor

http://www.do-f.dk/dok/vejled/bl2013/index.html