Ranglisten afgøres den kommende weekend
Med Tue Lassen og Signe Søes som vinderfavoritter
I den kommende weekend 13-14. november afvikles årets to sidste ranglisteløb med TRIMEX Cup i seniorklassen og Combineering Cup i juniorklassen.
Lørdag er det drilske prisbelønnede Egebjerg-område i Ballerups nordlige udkant atter ramme om et sprintløb, der temmelig sikkert vil give deltagerne solide udfordringer. Ved stævnet er der så vidt vides Danmarkspremiere på indendørs stævneplads i et dagløb, da Egebjerghallen anvendes som stævneplads. Se link nedenfor.
Søndag afsluttes sæsonen med den klassiske Jættemil med ultra langdistance i Grib Skov. Afmærkning til Parkering fra Helsingevej ca. 2 km nord for afkørsel til Gadevang. Se: http://www.ok73.dk/loeb/jm2011/
I herresenior fører årets bedste senior, Tue Lassen, Faaborg OK komfortabelt og det er næppe sandsynligt at evigt unge Thomas Jensen, THOK, kan rykke forbi.
Selvom Signe Søes, OK Pan Århus, ikke er tilmeldt lørdag, ventes hun ikke at kunne trues, selvom hele kvartetten, der vandt Smålandskavlen for to uger siden, stiller op: Signe Klinting, FIF Hillerød, Ida Bobach, Silkeborg OK (i junior-klassen, der dog løber samme bane som seniorerne) og Emma Klingeberg, Faaborg OK.
I Combineering Cup vil det være en gedigen overraskelse, hvis ikke Marius Thrane Ødum, OK Øst Birkerød og Ida Bobach står som vindere, når weekenden er ovre.
Hele eliten stiller op i weekenden og det bliver en fin anledning til at hylde de succesfulde piger og juniorer for deres utroligt mange fantastiske resultater i jubelåret 2011.
http://www.hotel-strandgaarden.dk/sprintindex.htm