Rikke vinder bronze på mellemdistancen
Torsdag middag erobrede Rikke Kornvig sin anden VM medalje, da hun kørte ind til bronze på mellemdistancen i den lille italienske landsby Pozzolo de Villaga.
På en fysisk krævende bane, snarere end teknisk udfordrende, var hun i mål 1,02 min. efter den østrigske vinder Michaela "Michi" Gigon. Sølvet gik en smule overraskende til polske Anna Kaminska. Rikke havde ikke et optimalt løb, dertil var der lidt for mange småfejl, men det lykkedes at minimere dem inden de blev skæbnesvangre, og det var altså nok til at komme i top 3. Det er Rikkes tredje individuelle VM medalje, efter sølv på samme distance i 2010 og naturligvis guldet på den lange distance i tirsdags. Nina Hoffmann og Pernille Brunstedt Jacobsen kom i mål som hhv. nr. 27 og 35 blandt de 53 startende damer.
Hos herrerne var der på forhånd en stor optimisme set i forhold til medaljejagt. Det blev det ikke til efter en dag hvor de danske herrer ikke rigtigt fik det til at stemme. Erik Skovgaard Knudsen, Bjarke Refslund og Lasse Brun Pedersen endte som nr. 12, 14 og 15 og langt fra medaljer og podie. I tillæg blev Michael Sommer nr. 44 blandt de 90 startende. Finske Samuli Saarela genvandt guldet efter et suverænt løb og er altså nu dobbelt verdensmester anno 2011. Ruslan Gritsan, Rusland, fik sølv og lidt overraskende tog østrigske Tobias Breitschädel bronzen i en tæt sekundstrid.
Hos juniordrengene var Rasmus Søgaard tæt på podiet (top 6) med en 7. plads bare 36 sek. fra podiet. Ærgerligt for den sympastiske rytter, men for mange småfejl kostede i sidste ende dyrt. Andreas Proschowsky måtte denne gang tage til takke med 12. pladsen i lighed med de andre medaljetagere fra langdistancen, som også endte tilbage i klassementet. Andreas Bergmann klippede forkert og opdagede det for sent. Der var dobbelt tjekkisk sejr og med finsk bronze.
Juniorpigerne klarede det igen fornemt, da det blev til placeringer som nr. 8, 13 og 14 til Camilla Søgaard, Cæcillie Christoffersen og Caroline Konring. Tæt på at alle er i den bedste halvdel og det tegner fint til fredagens stafet. Igen i dag var det russisk dobbeltsejr og med tjekkisk bronze.
Varm og krævende fysisk mellemdistance på et kort som rytterne ikke fandt var 100 % tegnet alle steder. Andre var dog bedre til at læse det og som sådan er holdet fulde af fortrøstninger frem mod morgendagens stafet og den afsluttende sprint på lørdag. Fysisk er der flere landes ryttere som er gået markant ned i niveau, bl.a. de finske damer, så der kan tegne sig et noget anderledes billede de kommende dage. I aften lader vi op til stafet og målet er 4 stafethold som kører med om det sjove i morgen.
http://www.mtbo2011.org