Skip to main content

Om lidt går det løs

| Administrator | Nyheder 2008

MTB-Orienterings VM starter i dag

I dag skal de danske ryttere i ilden ved VM i Polen. Der meldes om god stemning i VM-lejren forud for sprint distancen som afvikles mandag eftermiddag.
Torbjørn Gasbjerg er forsvarende verdensmester fra VM i Tjekkiet, men han er oppe mod mange stærke kandidater. Adrian Jackson fra Australien har været næsten uovervindelig de sidste 2 måneder, men også den forsvarende europamester Lasse Brun Pedersen, Ballerup OK, er medaljefavorit. Holdkammerat Søren Strunge har også meldt ud om sprinten, at den vinder han. Den purunge russiske komet Anton Foliforov også altid god for en sprint, han fik medalje i 2007, mens han faktisk vandt EM sprinten i 2006, mens han stadig var juniorrytter.
Bjarke Refslund har fået en plads i sprinten grundet Torbjørns VM-guld, hvor der ellers kun må stille 4 til start fra hver nation. Sidste dansker, Allan Jensen, Silkeborg OK,blev sidste år en flot nr. 11 og vil helt sikkert være at finde i topppen af resultattavlen i lang tid, da han igen i år starter tidligt.

Hos damerne er storfavoritterne Ksenia Chernykh, Rusland, Michaela Gigon. Østrig og Ingrid Stengaard, Finland, men det bliver spændende at se hvordan Line Pedersen og de øvrige danske piger klarer sig. Anne-Mette Nørregaard, Ok Øst Birkerød, starter ud som nr. 2, og spåes ikke de store chancer i toppen, da hun fortrækker lange hårde ruter, hvor hun kan drage fordel af fysikken. Derimod kunne det blive en god dag for Rikke Kornvig, OK Pan Århus.

Herrerne skal køre 9,5 km med 24 poster. Damerne kører 8,4 km med 20 poster. Der køres på almindelig fod-o sprint kort. Det relativt høje antal poster kommer formentlig til at favorisere de bedst orienterende ryttere frem for de stærkeste ben. Om det er godt eller skidt for det danske hold må tiden vise.

Starttider:

15:55 Bjarke Refslund
16:21 Allan Jensen
16:26 Søren Strunge
16:53 Lasse Brun Pedersen
16:57 Torbjørn Gasbjerg

15:46 Anne-Mette Nørregaard
15:53 Rikke Kornvig

Ovenstående beretter holdleder Johan Holkmann Jacobsen der her først på eftermiddagen tilføjer...

” Stemningen er god, afslappet og koncenteret. Hotellet og vejret er fint. Dagen i går gik med at træne kortskift, Jan agerede SI-enhed med en tom ølflaske og så blev der ellers klippet og taget kort fra vores massagebriks, der i dagens anledning gav den som kort-bord. Alt det blev naturligvis trænet fordi eftermiddagens sprint har indlagt kortskifte på stadion, hvor der også er både start og mål. Vi skal afsted til sprinten om lidt...”

Link til resultater herunder.

http://www.wgl.pl/domeny/mtbo-pl/woc/online/index.htm