Drama i Skoven ved VM i orienteringsløb
Franskmand slugte farligt insekt i kampen om guldet
Der var drama til det sidste ved VM i orientering i Tjekkiet. På herrernes sidstetur lå Storbritannien med Jamie Stevenson og Frankrig med orienteringskongen Therry Gueorgiou side om side bare få kilometer fra mål. Der var lagt op til en dyst mellem to verdensstjerner, men et lille insekt besluttede at forstyrre opgøret. Therry slugte et insekt og fik straks en kraftig allergisk reaktion der satte ham ud af spillet.
Therry måtte gå tilbage til mål og blev hentet med helikopter midt under præmieoverrækkelsen som måtte afbrydes under landingen.
Han er heldigvis ikke i fare efter uheldet, men insektet, formegentlig en hveps, stjal Frankrigs medalje.
Derefter kunne dansk bosiddende Jamie Stevenson løbe guldet hjem til Storbritannien. Jamie Stevenson er dansk gift med tidligere landsholdsløber på det danske orienteringslandshold Helene Hausner. Jamie arbejder som lærer på Ravnsholdtskolen i Allerød og deltager i det Nordsjællandske træningsmiljø indenfor eliteorientering. Jamie løber i Danmark for Tisvilde Hegn OK.
Hos herrerne startede det godt for danskerne. På første uren løb Mikkel Lund en flot tur. ”Jeg har løbet næsten perfekt” sagde en glad Mikkel Lund i mål, inden han blev udtaget til dopingkontrol. På anden tur fulgte Christian Christensen op på Mikkels udlæg som nr. 9 og løb et kontrolleret godt løb uden at lave fejl. ” Der blev løbet utroligt hårdt op af de stejle stigninger” fortalte en udmattet Christian efter løbet. Christian sendte Tue Lassen ud på sidsteturen som nr. 13 ca. 5 minutter efter de førende. Desværre havde Tue ikke de kræfter der skulle til i dag og lidt før mål klippede han en forkert post, hvorfor det danske hold blev diskvalificeret.
Resultat
Herrer:
1.\tStorbritannien\tGristwood, Duncan, Stevenson\t2.18:17
2.\tRusland\tTsvetkov, Khramov, Novikov\t2.18:58
3.\tSchweiz\tRollier, Merz, Hubmann\t2.21:49
x.\tDanmark\tLund, Christensen, Lassen\tDisk
Det danske damelandshold var med i topstriden de første 7 poster, derefter gik det galt. Line Søderlund, havde desværre en meget dårlig dag på første tur. ”Jeg laver en fatal fejl, ved at springe en post over – Jeg opdager det alt for sent og må løbe tilbage” fortalte en knust Line i Mål. Line tabte lidt over 17 minutter på turen og løbet var dermed kørt for det danske damehold. Ane Linde hentede to placeringer på 2.turen, mens Signe Søes på forvandlede en 22. plads til slutplacering som nr. 20.
Finland vandt en suveræn sejr med superstjernen Minna Kauppi på en forrygende sidstetur, hvor alle andre nationer blev sat grundigt på plads.
Damer:
1.\tFinland\tLindeqvist, Rantanen, Kauppi\t2.13:14
2\tRusland\tVinogradova, Novikova, Ryabkina\t2.15:49
3.\tSverige\tBillstram, Johansson, Janson\t2.16:27
20.\tDanmark\tSøderlund, Linde, Søes\t2.47:05
VM er nu slut og det danske orienteringslandshold flyver i morgen til Sverige for at deltage i næste World Cup afdeling, som afvikles tirsdag aften i forbindelse med den svenske orienteringsfest ”O-ringen” med ca. 20.000 deltagere.
Du kan se flere resultater, kort og meget mere via arrangørernes hjemmeside, som der er link til herunder.
http://www.woc2008.cz