Skip to main content

Noter fra Ukraine

| Administrator | Nyheder 2007

Det er nationaldag i Ukraine

Det er hviledag i dag, og måske vigtigst for ukrainerne, det er nationaldag. Det danske hold bor som tidligere beskrevet lige ud til byens centrale plads, hvor der i dagens anledning skal være stor parade i overværelse af præsidenten, premiereminister og andre honoratiores, en parade som der er blevet trænet flittigt til den seneste uge.
Sikkerheden til dette er helt i top, hele vejen er afspærret og der står politi med 5 m afstand (i fuld uniform, en bagende sol og 35 grader!!), ligesom der er etableret en sikkerhedszone som man ikke uden videre kommer ind i, jo der bliver passet godt på os!!! Det kan forventes at der bliver helt sort af mennesker i løbet af dagen.

Truppen blev komplet i går da Maja Alm ankom om eftermiddagen. Tidsnok til at komme med på den officielle banket, en banket der foregik i et relativt lille lokale uden aircondition! Der blev hurtigt meget varmt og det blev populært at gå ud i aftenkulden (33 grader!) for at blive nedkølet. Det blev tidlig hjemtur for alle!!

Gårsdagens varme var hård kost for de fleste. Blandt dem det gik værst udover var svenske Martin Johansson, der var så stærkt medtaget at han fik drop af stævnelægen og knapt var kontaktbar. Det forlyder heldigvis at han er på benene igen, det så skidt ud. De danske løbere klarede varmen godt, men de må dog medgive at de er lidt stegte i benene i dag.
Der var en del løbere med dansk tilknytning i ilden i går, og med flotte resultater. Den tidligere Farum løber ”Slava” Mukadinov blev en flot nr. 5, altid godt når hjemmenationen får en på podiet.
Tisvilde løberen Jamie Stevenson blev nr. 9 efter et løb han var godt tilfreds med. Hos damerne blev Farums, Estlandske løber Annika Rihma nr. 37.
En af præmierne til podiepladserne er bamser, og størrelsen på bamserne til vinderne er model ekstremt store, skal blive interessant om de kan komme med hjem på flyet…

I morgen er det så stafetterne. Danmark stiller med følgende hold:

Rasmus Søes
Rene Rokkjær
Tue Lassen

Anne Konring Olesen
Signe Søes
Maja Alm

Bolden er rund siger man i fodbold når man skal antyde at alt kan ske, og det samme kan siges om morgendagens stafet. Det bliver tæt, stævnepladsen er den samme som på lang, men terrænmæssigt bliver det fladere og mindre udslagsgivende, vi forventer derfor, at der er mange hold, der vil kunne være med til at slås om top placeringerne, blandt dem er de danske, men omvendt kan man risikere at løbe en god stafet og blive nr. 10 eller længere nede.
Damerne skal først ud kl. 9.30, med forventet målgang 11.20, mens herrerne starter kl. 12 med forventet målgang 14.15.


http://www.woc2007.org.ua/