Skip to main content

Fortræffelig korttræf

| Administrator | Nyheder 2004

25 korttegnere fra hele landet brugte Bededagsferien til at snakke - kort og godt!

Fortræffelig korttræf.

25 korttegnere fra hele landet brugte Bededagsferien til at snakke – kort og godt!
Her følger nogle af hovedemnerne:

Printkvalitet

Knap er ”blækket tørt” på vores nye kortreglement, før klubberne forsøger at flytte grænserne for anvendelsen af print til åbne løb.
Vores nye reglement foreskriver, at kort i alle målestok til vores A-arrangementer og kort i 1:15.000 til øvrige åbne løb skal offsettrykkes. Alligevel har der allerede været afholdt løb med printede kort i 1:15.000 og KU har modtaget en ansøgning om dispensation til at printe kort til et DM.
Nok bliver kvaliteten af print stadig bedre; men den kan fortsat ikke måle sig med ofsettrykning. De typiske problemer ved print er skarpheden af kurvebilledet, kurver i tætheder og skelnen mellem åben skov (hvid) og halvåben kulturland (50 % gul).
KU mener, at hensynet til løberne tilsiger, at reglementet overholdes.

Kortnorm

Lørdag blev det nye kort over Silkeborg Vesterskov udsat for en kritisk gennemgang. Som altid når korttegnere er samlet var der mange gode diskussioner og især anvendelsen af hugningssignaturen blev genstand for heftige meningsudvekslinger.
KU vil forsøge at præcisere rekognosceringsbestemmelserne.

Fotogrammetri

Nok er fotogrammetri et uvurderlig værktøj til kortfremstilling; men det skal anvendes med omtanke. Det blev ved selvsyn konstateret under besøget i skoven. Samtidig kunne Søren oplyse, at 2004 blev året, hvor vi ikke fik fotograferet de billeder, som vi havde bestilt. Sagt meget firkantet kan årsagen tilskrives det faktum, at DOF er en lille kunde, som let risikerer at blive nedprioriteret. Den bitre erfaring er, at hvis vi vil være helt sikker på at kunne få fotogrammetrisk grundmateriale, så skal vi være i god tid – mindst 3 år før kortet skal være færdig.

Kortkonsulenter

Om det var rødvin og osten fredag aften skal være usagt; men efter træffet er endnu et par brikker i en moderniseret kortkonsulentordning faldet på plads. Nu mangler vi kun en konsulent i den sydøstlige del af Nordkredsen. Evt. interesserede kan henvende sig til John Holm, Nordkredsens kortudvalgsformand.
KU vil informere nærmere om den nye konsulentordning og DOF’s kvalitetsmærke til kort, når vi har hele ordningen på plads.

Michael Dickenson. Formand for DOF’s kortudvalg