Skip to main content

Chokstart i spændende sprint-DM

| Helge Lang Pedersen | Nyheder

Indtil i dag  var Fredensborghusene mest kendte for at være tegnet af den verdensberømte danske arkitekt Jørn Utzon. Men takket være stor velvilje fra den lokale ejerforening og den nærliggende børnehave, er de nu også kendte for at danne rammen om en usædvanligt vanskelig start på et sprintløb - de første poster lå ganske tæt i et lille område lige ved den ikoniske rundkørsel, som indleder vejen op mod Fredensborg Slot - en start, der pressede flere af deltagerne til det yderste før de skulle ud på de længere stræk ind mod byens centrum.

Når dertil lægges en enestående stævneplads ved friluftsscenen bag Fredensborg Kulturhus, var rammerne lagt til et spændende DM Sprint og det var blot at vente og se, hvem der bedst udfyldte dem.

Det gjorde Jacob Steinthal fra arrangørklubben FIF Hillerød og Hedvig Valbjørn Gydesen fra OK Melfar i de to seniorklasser, som samtidig udgjorde fjerde delkonkurrence i seniorranglisten TRIMTEX Cup. På billedet ovenfor ses Jacob, mens han fortæller om sit løb.

 Stærkt løb af Jacob Steinthal

"Det var en sjov bane -der var mange poster og det var meget intenst", fortalte Jacob efter sejren. "Det var spænende at løbe i byen, selvom den ikke har den største midtby. God afveksling med en børnehave i starten og mere traditionel by senere på banen. Jeg havde ikke fået trænet så meget sprint, så jeg var positivt overrasket over hvor godt, det gik teknisk", sluttede Jacob. Hele interviewet med Jacob kan ses her. Forhåndsfavoritten Andreas Bock Bjørnsen fra OK Pan, ser ikke ud til at være kommet så godt gennem børnehaven - i hvert fald var han nede på en 10. plads og 27 sekunder efter ved passagen af stævnepladsen efter ca. en tredjedel af banen. Og selvom han løb sig stærkt op derefter, manglede stadig 9 sekunder, da han løb ind til hvad der skulle blive dagens sølvmedalje. Jakob Ekhard Eden, 1900 Orientering ser ud til at have leveret et stabilt løb - han var på bronzepladsen yderligere 6 sekunder efter Jacob.

 Suveræn sejr til Hedvig

"Jeg var nervøs før start for vi er jo rigtigt mange gode sprintløbere i Danmark, men jeg kom godt i gang og så var det bare en fedeste by at løbe sprint i", fortalte Hedvig efter løbet. "Det var super sjovt at løbe et sted, vi aldrig før har været og det var fedt det var en lille by, hvor man krydsede de samme områder flere gange og hvor der var mange sjove små detaljer", fortsatte Hedvig. Se hele Hedvigs fortælling her. Hvor der var hård kamp i herreklassen, viste Hedvig, at der i dag ikke var den store grund til at være nervøs: Hun trak fra hele vejen og var i mål næsten et minut foran polske Aleksandra Hornik, som er kendt som en international topløber i sprint. Næstbedste danske var Malin Agervig Kristiansson, OK Snab mere end et minut bag Hedvig. Josefine Lind, OK Gorm, var på bronzepladsen yderligere 20 sekunder efter.

Hedvig DMS 2024

Hedvig Valbjørn Gydesen fortæller om sit løb

 

Stærke løb i juniorklasserne

H 20 og H 18 løb samme bane som H 21. I H 20 imponerede Niels Dalgaard ved blot at være et minut efter Jacob Steinthal's H 21-vindertid - Nielses tid havde rakt til en top 10 placering i den klasse. Nathan Philibert vandt ligeledes suverænt i H 18 - i en tid lige uden for top 10 i H 21. I H 20 tog Tobias Olloz fra THOK sølvet, mens Casper Staehelin Blakskjær fra OK Pan erobrede bronzen. Sølv og Bronze i H 18 gik til Erik Grønborg Nielsen fra Allerød OK og det lokale talent Niels Elton Jokumsen.

D 20 og D 18 løb samme bane som D 21. I D 20 vandt Sigrid Høyer Staugaard en klar sejr foran

Ida Riis Madsen fra OK Pan og Amalie Ertmann fra Allerød OK. I D 18 vandt Laura Kaldahl Hornbæk fra OK Pan med tydelig margin, mens det var mere tæt mellem Ingrid Due Nygaard og Frida Kärner Grooss på de følgende pladser. Juniorpigerne var lidt længere efter Hedvig end herrejuniorerne var efter Jacob, hvilket blot yderligere understreger Hedvigs flotte præstation i D 21.

Starten DMS 2024

Startpunktet lå få meter før løbet blev teknisk svært

Alle resultater kan findes her på stævnets hjemmeside.

 

Sprintstafet søndag i nyt jomfrueligt område

Søndag afvikles DM i sprintstafet syd for dagens løbsområde - atter i et område, hvor der ikke tidligere har været afviklet orienteringsløb. Der konkurreres i 6 forskellige klasser, hvor D/H 21 følger det internationale format med 4 ture, hvor den første og sidste skal være dameløber. Hele 26 hold er tilmeldt i den klasse, som bliver utroligt spændende at følge, da der er flere virkeligt stærke hold, som blander rutine og ungdom på en forfriskende måde. En rigtigt god grund til at møde op i Asminderød i morgen - og skulle man ikke være tilmeldt, så er der jo mulighed for åbne baner.