Skip to main content

Knock-out sprint testløb afviklet i Kolding

| Thomas Jensen | Nyheder

Der blev gået til stålet da årets første testløb blev afviklet i Kolding. Dagens program bød på en 3.000 meter rent løb på atletikbane, en knock-out semifinale og finale.

Hurtig 3.000 meter
På den indledende 3.000 meter var over halvdelen af herrefeltet under 9:00, med Andreas Bock Bjørnsen fra OK Pan Aarhus som suverænt hurtigst i 8:25. I dameklassen løb fire løbere 10:00 eller hurtigere – med Hedvig Valbjørn Gydesen fra OK Melfar først på 9:52. Så løberne tog virkelig landsholdsledelsens opfordring om at give den fuld gas til sig.

På semifinalen og finalen kunne man ikke længere slippe for at skulle finde vej. Løbene forgik i nordenden af Kolding i et beboelsekvarter, hvor en stor del af banerne gik på græs – og hvor det gjaldt om at holde et vågent øje med, hvor der var åbninger i hegn og hække – og så var det ellers at navigere rundt mellem husene i højest mulige fart.

Udslagsgivende ”runners choice”
I semifinalen havde cheflandtræner Tue Lassen valgt at lave spredning via ”runners choice”. Runners choice betyder, at løberne har 20 sekunder i startboksen til at vælge mellem forskellige banekombinationer. Tue havde bevidst lavet så stor forskel på banerne, at det ville koste meget tid at vælge forkert. ”Vi oplever oftere og oftere at der bliver anvendt runners choice til internationale konkurrencer, så det er noget vi skal mestre. Jeg har oplevet, at det ikke er alle der er gode til det, men jeg håber, at motivationen for at træne denne særlige disciplin er blevet skærpet i dag” fortæller Tue.

I herreklassen blev det udslagsgivende. Elias Krogsgaard Hinge fra Silkeborg OK og Linus Agervig Kristiansson fra OK Snab valgte begge en kombination der var op mod 100 meter længere end den korteste bane. Det betød, at de kom bagud tidligt på banen, og det ekstra stress det gav medførte fejl, så de kvalificerede sig ikke til finalen.

Hos pigerne tog Ida Agervig Kristiansson fra OK Snab og Hedvig Valbjørn Gydesen også ’den forkerte bane’ – men de havde begge styrken til at lukke hullet igen og løbe sig i finalen.

Gentagelse af DM fra 2023 i herreklassen
I herreklassen fik Andreas Bock Bjørnsen sat en tyk streg under, at han er Danmarks bedste knock-out sprint løber. Præcis som han gjorde det til DM i knock-out sprint i Hillerød sidste år, trak han fra alle de andre og løb en sikker sejr i mål – i øvrigt i samme tid som han havde på 3.000 meteren – altså 8:25. Jakob Edsen fra Aarhus 1900 viste at han, til trods for at han kun havde 6. hurtigste tid på 3.000 meteren, havde fart og teknisk skarphed til at løbe en næsten lige så sikker andenplads i hus 15 sekunder efter Andreas og 11 sekunder foran 1. års senioren Oscar David Broman Jensen fra Allerød OK. De tre første løbere i herreklassen er automatisk udtaget til knock-out sprint løbene i Italien, mens de øvrige må slås om de sidste pladser til DM-sprint på lørdag.

Polsk sejr i dameklassen
I dameklassen var der besøg fra Polen. Aleksandra Hornik der blev nr. 7 til WOC sprint i 2021 viste, at hun stadig løber hurtigt. Hun vandt i tæt opgør, hvor der blot var 7 sekunder fra Hornik til Hedvig Valbjørn Gydesen på 4. pladsen.

Hornik tog sejren ved at tage sit eget vejvalg til post 10 ud af 14 (se banerne på www.o-track.dk). Landstræner Tue Lassen fortæller: ”Hornik vandt fordi hun turde tage sig eget vejvalg til sidst på banen. Det er rigtig god læring for vores løbere, at de kan se, at det betaler sig at tro på, at det man selv vurderer er det bedste vejvalg rent faktisk også er det – uanset hvilken vej de andre løber.” Sprintlandstræner Mikkel Lund supplerer: ”Hvis man ligger nr. 4 i feltet og ikke tør tage sit eget vejvalg, accepterer man at blive nr. 4. Man skal turde stole på sig selv og tage en chance i den situation.”

Mellem Hornik og Hedvig havde vi sidste års danske mester i disciplinen, Josefine Lind fra OK Gorm, der fik henvist Ida Agervig Kristiansson fra OK Snab til 3. pladsen. I dameklassen er de fire første danskere automatisk udtaget til knock-out sprinten til World cuppen – så Malin Agervig Kristiansson fra OK Snab sikrede sig sidste automatiske billet, mens Nicoline Fredberg Klysner fra FIF Hillerød kom 7 sekunder for sent, og derfor stadig skal vise noget til DM-sprint lørdag, hvis hun vil have en af de sidste fire pladser. Men mon ikke hun med dagens indsats ligger lunt i svinget.

DM-sprint lørdag
DM-sprint bliver afholdt i Fredensborg lørdag den 11. maj 2024. Her skal de sidste pladser til Worldcup fordeles – og det er samtidig første testløb til JWOC for juniorløberne. Læs mere her.

Resultaterne kan ses på liveresultat, men bør også dukke op i winsplits på et tidspunkt. Banerne kan du se på www.o-track.dk.