Skip to main content

Kom til webinar om den gode velkomst - koden til medlemsvækst?

| Johanne Valbjørn Gydesen | Nyheder

Tirsdag d. 14. november 2023 kl. 20:00 - 21:30 afholdes online webinar om "Den gode velkomst" - et bud på, hvordan vi kan blive flere medlemmer i orienteringsklubberne.

Alle interesserede er velkomne til at deltage.

 

Mange klubber vil gerne være flere medlemmer. Og mange danskere vil gerne mere ud i naturen, være mere aktive og mere sammen som familie.

Det kan dog være svært at være ny i orienteringsløb - også som voksen.

Men hvorfor egentlig? Og hvad nu, hvis man med nogle relativt simple tiltag kunne gøre det attraktivt for mange flere at melde sig ind og blive en aktiv del af klubben?

 

På dette webinar hører vi nogle gode bud på, hvad der skal til for at knække koden.

  • Vi hører en case fra Horsens OK, som med noget så enkelt som etableringen af et hold for voksne nybegyndere har skabt både begejstring, endnu mere klubliv og taget godt imod mindst 10 nye medlemmer.

  • Vi hører et indlæg fra HR-udviklingskonsulent Mia Mulbjerg, som vil fortælle om, hvordan man kan "onboarde" nye medlemmer. Mia er også selv nyt medlem i en orienteringsklub.

  • Vi får også præsenteret de nye anbefalinger fra DOF's klubudvalg til, hvilke tiltag både klubber, kredse og forbund kunne sætte i værk for, at vi kan blive endnu flere i orienteringssporten.

 

Program

Kl. 20:00 - 20:05: Velkomst v. DOF-udviklingskonsulent Johanne Valbjørn Gydesen

Kl. 20:05 - 20:20: Hvorfor er vi så få orienteringsløbere og hvordan kan vi blive flere?  Præsentation af barrierer for nye i sporten og en række anbefalinger fra rekrutteringsarbejdsgruppen v. formand for DOF's klubudvalg Thomas Kokholm

20:20 - 20:40: Hvordan introhold for voksne gav medlemsvækst og endnu bedre klubliv. Præsentation af en succeshistorie fra Horsens OK v. voksentrænerne Rikke Holm og Elise Keller.

20:40 - 21:00: "Onboarding" i en frivillig kontekst. Et HR-fagligt input om at tage godt imod nye medlemmer v. Mia Mulbjerg, HR-udviklingskonsulent hos Naturstyrelsen og medlem af Silkeborg OK.

21:00 - 21:30: Hvordan gør vi det endnu mere attraktivt at blive en del af fællesskabet i en orienteringsklub?  Refleksion, dialog og erfaringsudveksling mellem alle deltagerne.

 

Info om webinaret:

Webinaret afholdes online via Microsoft Teams. Du tilgår webinaret via dette link (åbner i Microsoft Teams).

Tilmeld dig webinaret via O-service. Tilmelding er dog ikke nødvendig for at deltage.

 

Interesseret i webinarer om andre emner?

DOF afholder løbende webinarer om forskellige emner af relevans for frivillige i orienteringssporten.

Læs mere om kommende DOF-webinarer her, hvor du også kan gense tidligere afholdte.