Skip to main content

Hedvig Valbjørn Gydesen nummer 10 på EM Knock-Out sprinten i Italien

| Camilla Bevensee | Nyheder

Semifinalen blev sidste stop for eneste dansker videre fra kvartfinalerne til EM Knock-Out sprint i italienske Vincenza her til eftermiddag, Hedvig Valbjørn Gydesen, der kom i mål som nummer fire i sin semifinale. Hun kæmpede blandt andre mod de to svenske superstjerner Tove Alexandersson og Hanna Lundberg, der løb først over målstregen og sikrede sig de to pladser i finalen, der var på spil i den anden af tre semifinaler i damernes konkurrence. 

I kvartfinalen løb Hedvig først i mål, efter at hun havde haft svært ved at vurdere hvor hun lå undervejs, på grund af spredningsmetoden 'Runners choice' og at hun tog selvstændige vejvalg. Hun sneg sig akkurat i mål foran svenske Hanna Lundberg, der gik sikkert videre sammen med ungarske Rita Maramarosi fra kvartfinale nummer fire af seks.

"Jeg havde ingen idé. Der var 'Runners choice' og jeg aner ikke hvor de andre er. Jeg har ungareren til sidst, men tager en anden vej til sidsteposten og får den bedre end hende, så jeg tog det rigtige vejvalg, det er jeg næsten sikker på. Jeg spurtede rigtigt meget til sidst, for jeg vidste ikke hvor jeg lå, men semifinalen, det havde jeg ikke turdet håbe på," lød det fra Hedvig efter kvartfinalen.

Malin Agervig Kristiansson var eneste anden danske løber i en finale i dag og hun løb i mål som nummer fem i den femte kvartfinale, hvilket desværre ikke var nok til at gå videre til semifinalerne. Det var små fejl, der gjorde udslaget, og et forkert vejvalg til sidst sendte Malin fra en tredjeplads til en femteplads i mål.

"Jeg synes jeg havde det lidt hårdt. Prøver at optimere mine vejvalg, men laver en fejl på vej til post tre, hvor jeg løber ind en gade for tidligt og må vende, og så må jeg prøve at hente de andre. Jeg tager et dårligt vejvalg til post 7 og mister gruppen. Derfra var der ikke noget at gøre. De andre var stærke og jeg ville ønske at jeg var deroppe, men det var jeg ikke skarp nok til i dag," fortalte Malin i mål efter kvartfinalen. 

 

I semifinalen havde Hedvig Valbjørn Gydesen svært ved at holde tempoet og lå det meste af den fuldstændigt ugaflede bane, bagerst i gruppen, der fulgtes ad hele vejen i mål. Med tre poster til mål, fandt Hedvig et ekstra gear og løb fra svenske Alva Sonesson og estiske Evely Kaasiku, der blev 5'er og 6'er i semifinale 2. Rita Maramarosi fra Ungarn blev 3'er i Hedvigs semifinale, 16 sekunder hurtigere end den unge dansker. 

"Det gik virkelig hurtigt. Jeg skulle løbe mod nogle af de bedste i verden og jeg var lidt bange inden start. Derude kunne jeg mærke at de løb virkelig hurtigt fra start, jeg følte ikke at jeg kunne følge med. Der var tre der løb fra mig, men jeg løb sammen med de to andre og da der var to eller tre poster tilbage, sætter jeg fart på og speeder jeg op som det var spurten, så jeg er så glad for den fjerdeplads frem for sjettepladsen," fortalte Hedvig efter semifinalen. 

Landstræner Tue Lassen er godt tilfreds med at det blev til en semifinale til Danmark, selvom holdet havde håbet at have flere med i finalerne. 

"Vi er godt tilfreds, med de to der kom videre. Vi havde håbet at få en af dem videre til en semifinale. Hedvig løser det godt, men blive overmatchet i semifinalen, hvor hun kommer i heat med nogle af de hurtigste hernede overhovedet. Hun kæmper helt til sidst og får den her fjerdeplads, der giver hende en tiendeplads i sidste ende. Det er Hedvigs bedste resultat og også et tegn på at hun har potentiale på den her distance, og at hun kan mere i fremtiden," lød det fra landstræneren. 

I den favorittunge finale i dameklassen, tog svenske Tove Alexandersson sejren foran Elena Roos og Natalie Gemperle, begge fra Schweiz, der tog EM-sølv og -bronze. Hanna Lundberg fra Sverige blev nummer fire, Sara Hagström (SWE) nummer fem og Victoria Hæstad Bjørnstad (NOR) nummer seks. Tove havde allerede efter onsdagens individuelle sprint, sikret sig den samlede World Cup sejr for 9. sæson i træk, men den blev i dag officiel og cementeret efter endnu en sejr til puljen for Tove Alexandersson.

I herreklassen gik den britiske World Cup-vinder Ralph Street videre sammen med schweiziske Riccardo Rancan fra den første semifinale. Matthias Kyburz fra Schweiz og svenske Jonatan Gustafsson løb sig videre til finalen fra semifinale 2, mens Isac von Krusentierna og Emil Svensk fra Sverige løb sig til de sidste to pladser i finalen. 

Finalen for herrerne blev en spændende affære, men regerende verdensmester og europamester på distancen, schweiziske Matthias Kyburz, viste at han er en klasse for sig og tog EM-guldet 1 sekund og 9 hundredele sekunder foran Jonatan Gustafsson fra Sverige. Svenske Emil Svensk tog bronzen en enkelt hundredel efter sin holdkammerat. Ralph Street fra Storbritannien blev nummer fire, kun 3 hundreddele fra medaljerne, mens Riccardo Rncan fra Schweiz blev nummer fem og svenske Isac von Krusentierna nummer seks. 

Se alle resultater fra EM Knock-Out sprint kvalifikationen og finalerne her: Resultater - EOC 2023 Knock-Out sprint

Endnu en sæson uden topresultater

Tue Lassen konkluderer et EM, sidste runde af World Cuppen og en 2023-sæson, hvor de danske løbere ikke helt levede op til egne høje forventninger, med troen på at de mange unge danske atleter snart "får hul på bylden" og rykker helt op i toppen af resultaterne internationalt. 

"Igen et år, hvor vi mangler topplaceringerne. Vi har flere resultater omkring top-10-15 stykker, men det er igen mange af de unge der præsterer. Vi må blive ved med at tro på, at på et eller andet tidspunkt kommer der hul på bylden, det har jeg stadig en tro på. Iveren fra løberne er der og vi bliver ved med at arbejde struktureret med dem, så ser vi om vi ikke kan rykke dem et niveau op de kommende år," fortalte Tue Lassen i mål, efter afgørelsen på EM Knock-Out sprinten i Vincenza.