Skip to main content

Silkeborg OK danske mestre for hold

| Thomas Jensen | Nyheder

Mens Cecilie, Nicoline, Ida, Malin, Elias, Jacob, Linus og Magnus er i Italien for at forsvare de danske farver til EM sprint, har deres klubkammerater været i aktion i bakkerne ved Broddingbjerg i sydkanten af Viborg by, for at kæmpe om de danske mesterskaber for hold.

Vinderen i H50 Morten Fenger-Grøn fra Silkeborg OK beskriver terrænet og oplevelsen således over en SMS: "Vejret var fantastisk - klart, sol, vindstille. Der var ikke mange kvadratmeter skov at gøre godt med - og rigeligt med stier og MTB-spor, så jeg tror mange deler min oplevelse af at løbe rundt med følelsen af, at det burde være simpelt - men at det i praksis alligevel ikke var helt trivielt at løbe fuldstændigt skarpt en hel bane. Det var i øvrigt ret lækkert at løbe i."

Til DM-hold scorer klubben point i 36 forskellige klasser, så det gælder om at være godt repræsenteret på tværs af køn og alder i så mange klasser som muligt. Så selvom eliteløberne selvfølgelig var savnet, spiller de kun en marginal rolle i det samlede regnskab. Da boet var gjort op stod Silkeborg OK tilbage som suveræne vindere. De vandt over de andre fem klubber med en sikker marginal. Tættest på var Horsens OK, men cifrene var 254-177 i Silkeborg OK's favør, så der var ikke så megen tvivl.

Med forbehold for at der kan komme små korrektioner, blev det endelige resulatat:

Placering

Klub

Score

Point

1

Silkeborg OK

1321-728

10

2

Horsens OK

1095-917

8

3

OK Snab

937-965

6

4

Søllerød OK

900-1013

4

5

Odense OK

891-1065

2

6

FIF Hillerød

682-1138

0


Emma Klingenberg vandt D21 suverænt ved dagens konkurrence. Her er hun tilbage i 2014, hvor hun var en af krumtapperne i det danske sprintlandshold. Ud over to VM medaljer på mix-sprint-stafet, har hun som eneste dansker vundet World Cup i knock-out sprint, der jo er på programmet til EM-sprint i dag. Emma vandt den specielle disciplin hele to gange i 2012 og 2013. (Foto: Worldofo.com)  

De endelige resultater vil komme på https://o-result.dk/ senere - og du kan finde banerne på https://o-track.dk/.