Skip to main content

EM i Italien starter onsdag: "Vi håber på top-8 placeringer"

| Camilla Bevensee | Nyheder

Når EM i orienteringsløb og sidste runde af den internationale 'Orienteering World Cup 2023' løber af stablen i det nordlige Italien i næste uge, er det med stærke danske løbere til start i det 276-løbere store felt, der skal løbe om medaljer på en individuel sprint, sprintstafet og knock-out sprint.

"Der er mange af vores løbere, der har fået træningen til at fungere de sidste måneder og har fået omstillet sig fra skov til sprint. Nogle er selvfølgelig mere rustne i forhold til sprintteknikken end andre, men vi så gode takter på testløbene og forventer at mange af dem vi har med, kan præstere op til deres bedste," fortæller landstræner Tue Lassen, om det danske hold, der består af ni damer og otte herrer, fra ni forskellige danske klubber.

"Den officielle målsætning er en medalje på både den individuelle sprint og sprintstafetten, men den er lavet sammen med Team Danmark, da vi stadig havde et håb om at Maja Alm ville være tilbage og stille til start. Den er ikke realistisk med det hold vi har nu, i hvert fald ikke i forhold til den individuelle sprint. Det ville være en stor overraskelse med en medalje der, for selvom Ida Agervig Kristiansson blev nummer 6 på World Cup sprinten i Tjekkiet og der ikke er så langt op, skal der gå meget godt for os og en del galt for forhåndsfavoritterne, hvis vi skal være med deroppe," lyder det fra Tue Lassen, der fortsætter:

"Vi håber på at kunne få en eller flere top-8 placeringer, det Team Danmark definerer som verdensklasse, og det tror vi er muligt både hos damerne og herrerne, men igen er der mange ting der skal klappe, før det kan lade sig gøre."

 

Ida Agervig Kristiansson på podiet til World Cup sprint i Tjekkiet i starten af august. Foto: Linnea Myrskog

En bred vifte af italienske terrænner

Løberne fra 35 forskellige europæiske lande, der så småt er ved at finde på plads ved Gardasøens sydlige spids, skal kæmpe om at mestre de orienteringstekniske udfordringer i tre forskellige italienske byer og deres forstader. Først skal de ud i Verona forstaden Borgo Venezia, hvor de ensartede boligområder og de brede villaveje på kvalifikationen til den individuelle sprint, står i skarp kontrast til finalens terræn, der byder på små passager og skarpe sving i de smalle, brostenbelagte gader i Veronas gamle historiefyldte centrum. Sprintstafetten skal gå i og omkring borgresterne i centrum af vinbyen Soave, mens det igen vil stille krav til løbernes evne til at omstille sig, når de går fra brede, lige veje i provinsbyen Creazzo på kvalifikationen, til at skulle orientere mellem renæssance arkitekt Andrea Palladios kendte og velbevarede monumentale bygningsværker i det centrale Vincenza på knock-out sprintens finale. 

"Det er nogle ret forskellige terræner, men på de to individuelle konkurrencer, ligner skiftet mellem en kvalifikation i en forstad, hvor der er brede, lige veje og mere simpel orientering, og der vil blive løbet rigtigt stærkt, og en finale i centrum af en større, gammel by, hvor irregulære veje og vejvalg, der bliver mere komplicerede at gennemføre, lidt hinanden," lyder det fra landstræner Tue Lassen, der husker tilbage på sin egen tid i landsholdstrøjen.

"Da vi løb VM her i Italien i 2014, var der meget mere at tage stilling til i terrænet end det man kunne se af kortet. De små passager og gennemgange kan være svære at se, så vejvalgene bliver mere komplicerede at gennemføre end at udtage. Jeg husker at Søren Bobach (tidligere landsholdsløber og verdenmester i sprint red.) var inde i en dametøjsbutik og kom langt ind, før han opdagede at han ikke var kommet ind ad den passage han troede. Det gælder virkelig om at være med på kortet," fortæller landstræneren.

Josefine Lind håber på gode præstationer i Italien

Landsholdsløber Josefine Lind er enig i Tue Lassens analyse, og forventer også at den tekniske udfordring bliver mere krævende end det, kortet umiddelbart lægger op til.

"Jeg tror det bliver et fedt mesterskab, hvor der er høj kvalitet på banerne, samtidig med at det bliver publikumsvenligt at se på inde i centrum af byerne. Det ser ikke så krævende ud på de gamle kort, men jeg forventer at det bliver mere forvirrende end hvad man lige skulle tro og derfor kommer det også til at handle om at kunne holde hovedet koldt og vælge og gennemføre rigtige vejvalg," fortæller Josefine Lind, OK Gorm, der vandt FM i knock-out sprint i august og blev nummer fire på EM testløbet på DTU i Lyngby i starten af september, og dermed indløste en direkte billet til EM, hvor hun skal løbe både den individuelle sprint og knock-out sprint. 

"Formen har været god her i efteråret, men jeg har desværre været syg den sidste halvanden uge. Jeg er rask igen, men min krop skal lige nå at komme sig helt igen, så det håber jeg den gør inden på onsdag. Det er ærgerligt at jeg bliver syg, når formen har været så god, for der er ingen tvivl om at jeg gerne vil løbe med i toppen og blive bedre placeret end til EM sprint i 2021, hvor jeg blev nummer 22. Jeg har fået mere erfaring de sidste to år og jeg har trænet rigtigt godt, især i år, så jeg tror jeg er i den bedste fysiske form jeg nogensinde har været, i hvert fald inden jeg blev syg."

"Der er virkeligt mange med til et EM, især fra de bedste nationer, så jeg synes det er svært at sætte en resultatmålsætning. Jeg vil gerne lykkes med det, jeg har aftalt med mig selv at gøre på de enkelte løb og præstere godt teknisk, og det kræver at jeg finder den helt rigtige balance mentalt. Det er noget jeg har arbejdet med og glæder mig til at gøre til EM," uddyber Josefine Lind, der altid har foretrukket de individuelle distancer, men er blevet bedre til at navigere i de stressende situationer i fx en knock-out sprint, og nu glæder sig til at løbe både den individuelle sprint og knock-out sprinten til EM.

"Jeg trives bedre med at løbe i en gruppe og det øgede pres der er i sådan nogle situationer. Normalt ville jeg sige at jeg satser mest på den individuelle sprint og at knock-out sprinten bare er en biting, men nu er de lige vigtige for mig," fortæller Josefine Lind, der lander i Italien i aften og har god tid til at gøre de sidste forberedelser, inden det går løs på onsdag. 

OK Pan Aarhus-løber Andreas Bock Bjørnsen sørgede også for at løbe sig til en sikker plads på EM-holdet, ved at vinde begge testløb, endda med hele 40 sekunder ned til nummer to på sprinten på DTU. Andreas har satset benhårdt på sprintorientering i år, og har ifølge ham selv, ramt formen godt her få dage inden hans store mål. 

"Jeg tror det bliver krævende, især i de smalle gader i Verona på den individuelle sprint, der skal man virkelig have styr på udførslen af sine vejvalg. Jeg har forberedt mig godt på de gamle kort, der har været tilgængelige, og så har jeg trænet rigtigt meget sprint hjemme i Aarhus og jeg har også været nede i området i Italien i marts på træningslejr. Jeg føler mig klar teknisk og formen er også virkelig god. Min træning er gået efter planen stort hele året," lyder det fra Andreas Bock Bjørnsen, der ikke har prøvet sig af på internationalt plan de sidste par år, og derfor glæder sig til at se hvor han ligger i det hårde EM-felt.

"Det er svært at sige hvad mit mål er resultatmæssigt, fordi jeg de sidste to år har døjet med skader og en hjernerystelse frem mod mesterskaber og World Cups, men jeg håber at løbe et godt løb jeg kan være tilfreds med, uden store fejl. Jeg glæder mig til at se hvor langt det rækker, det bliver lidt en baseline for mit niveau internationalt. Når det er sagt, ville jeg være stolt over en top-15 placering individuelt," fortæller Andras Bock Bjørnsen, der glæder sig til at løbe det fulde program og ikke foretrækker en enkelt distance over de andre.

"Det er gået godt for mig på knock-out sprint i år, men jeg synes alle distancerne er fede og jeg glæder mig ikke til én mere end de andre. Jeg skal præstere godt på alle løbene og det bliver krævende på hver sig måde, hvilket er noget jeg ser rigtigt meget frem til," afslutter Andreas, der er på vej til Italien for at bruge de næste dage på den sidste forberedelse.

 

Andreas Bock Bjørnsen og Hedvig Valbjørn Gydesen klarede det begge godt på World Cup sprintstafetten i Tjekkiet i august. Foto: Linnea Myskog

Den individuelle sprint

EM indledes med den individuelle sprint onsdag 4. oktober, med først en kvalifikation i en forstad til Verona og senere samme dag, en finale i Veronas historiske bymidte. Her forventer landstræner Tue Lassen at flertallet af de danske løbere går videre til finalen, og at nogle af de løbere, der har vist gode takter i løbet af året og sidste år, kan løbe med i toppen af felterne i både dame- og herreklassen.

"Vi vil gerne have op mod ti løbere med videre til finalen på den individuelle sprint, realistisk setmåske lidt flere damer end herrer. Har vi det, er der flere, der har fine muligheder for at lave gode præstationer i finalen," lyder det fra landstræner Tue Lassen, der forventer en hurtig kvalifikation og en krævende finale. 

"Terrænet lægger op til at det bliver en hurtig kvalifikation, og det bliver spændende at se om de bedste af vores løbere, der har rykket sig fysisk det sidste år, kan være med, når der bliver løbet rigtigt stærkt. Kvalifikation er i forvejen ikke en distance, løberne prøver kræfter med særligt tit, så alt kan ske onsdag morgen. Finalen bliver helt anderledes, med vejvalg, der godt kan være ret lige til at gennemskue, men som bliver krævende at gennemføre, igen fordi der er alt muligt ude i byen, som ikke er på kortet og det er nemt at overse de små gyder og passager, mellem mennesker og caféborde og hvad der ellers fylder," fortæller landstræneren, der fremhæver flere navne, han forventer at vi kan sætte vores lid til for et godt resultat. 

"Nogle af dem, der har udmærket sig i år og sidste år, bliver dem vi skal sætte vores lid til, og i dameklassen er det fx vores to Agervig Kristiansson-søstre, Malin og Ida, hvor sidstnævnte har en sjetteplads fra World Cup sprinten i august med i bagagen. Hedvig Valbjørn Gydesen klarede det også godt på World Cuppen, men har efterfølgende haft et større afbræk i træningen på grund af en brækket arm. Nicoline og Cecilie Friberg Klysner har begge haft meget fokus på skov i år, men har fået omstillet godt. Desværre har Cecilie været syg i lidt længere periode her i starten af september, hvilket er lidt ærgerligt, men ikke behøver at betyde at hun ikke kan præstere op til sit bedste i næste uge. Vi har også Josefine Lind, der er tilbage på et mesterskab efter at have døjet med forskellige problematikker. Hun var en af vores bedste sprintløbere da hun sidst var med til EM i 2021, så det bliver spændende at se hvor hun står nu," lyder det fra Tue Lassen.

"I herreklassen har Andreas Bock Bjørnsen været længst fremme i år, og han har vundet både DM sprint og de to testløb. Han har forberedt sig godt teknisk og kun fokuseret på sprint det sidste års tid, så vi glæder os til at se hvor langt han kan gå. Hans fysiske kapacitet er god, så det bliver spændende om han kan få det tekniske og mentale til at spille sammen, for potentialet er der helt bestemt. Søren Thrane Ødum har været en af vores bedste herreløbere på skov og sprint de seneste år og han har fokuseret meget på skov i år, men har fået det godt til i træningen den sidste måned og virker til at være tunet godt ind på sprintorienteringen igen. En sidste herreløber vi plejer at have høje forventninger til er Jakob Edsen, der har været meget stabil, især på sprint. Han har været skadet længe og er stadig i gang med genoptræning af sin akillessene. EM bliver et skridt på vejen tilbage for ham, men hvis han løser den tekniske opgave godt, kan han godt løbe sig i en finale og være godt med håber vi," afslutter landstræner Tue Lassen.

 

EOC 2023 temaside - den danske vinkel

Det har aldrig været nemmere at følge landsholdet i orienteringsløb, for vi har ligesom til VM i sommer, lavet en temaside, hvor alt du skal bruge er samlet. Der er links til livedækning, GPS-tracking, nyheder og billeder, så du kan følge EM tæt, både før, under og efter konkurrencerne, og få alt til den danske vinkel på EM. 

Besøg siden her: EOC 2023 - Den danske vinkel

 

Program EOC 2023

Onsdag 4. oktober - Individuel sprint, Verona
9.00-10.30 Individuel sprint kvalifikation
14.30-16.45 Individuel sprint finale

Fredag 6. oktober - Sprinstafet, Soave
15.45-16.45 Sprintstafet

Søndag 8. oktober - Knock-Out sprint, Vincenza
8.30-10.30 Knock-Out sprint kvalifikation
12.25-15.45 Knock-Out sprint semifinaler og finaler

 

Følg EM live via IOF Live og live i Instagram Stories på Dansk Orienterings profil

 

 

 

 

Fotocredit: Petr Hap / Orienteering World Cup Czechia 2023