Vil du være en del af U18-gruppen? Send din interessetilkendegivelse inden 1. oktober
I weekenden var U18-gruppen på sæsonens sidste træningssamling, hvor fokus var på sprinttræning og udvikling af løbernes sprintteknik. Samlingen foregik i og omkring Odense, og der var høj kvalitet på det spækkede program.
Fredag aften stod den på momenttræning, mens der lørdag formiddag var Knock-Out træning i Odense centrum, sammen med en håndfuld landsholdsløbere fra seniorgrupperne, på programmet. Lørdag eftermiddag stod på endnu en momenttræning og dagens program sluttede af med oplæg om aftenen. Søndag formiddag var der stafettræning i Middelfart inden løberne rejste hjemad igen.
Til oplægget lørdag aften, blev løberne introduceret til den nye udtagelsesmetode til U18-gruppen. Her har eliteteamet i DOF nemlig valgt at indføre en interessetilkendegivelse, som løberne skal udfylde for at komme i spil til en udtagelse til U18-gruppen.
En interessetilkendegivelse gør det muligt for løberne at vise interesse for gruppen direkte til landstrænerne, samtidig med at landstrænerne kan få lidt at vide om løbernes mål og drømme. Man bliver udtaget til U18-gruppen for et år ad gangen, og der vil være fire samlinger på et år i november, februar, maj og september.
Der er deadline for udfyldelse af interessetilkendegivelse d. 1. oktober 2023, og løbere der indsender en interessetilkendegivelse, vil få besked om de er udtaget til gruppen eller ej senest d. 8. oktober 2023.
Alle løbere født i årene 2006-2009 kan indsende en interessetilkendegivelse frem mod 2024.
Læs mere om U18 gruppen og find link til interessetilkendegivelsen her.
Eller brug dette direkte link til interessetilkendegivelsen og udfyld den med det samme her.