Ranglisterne for 2023 er afgjort
DM Lang i Rosenvoldskovene var sidste delkonkurrence i såvel seniorranglisten, TRIMTEX Cup og juniorranglisten LØBEREN League. Begge ranglister blev indledt med DM Nat tilbage i marts måned. Der har i alt været afholdt 8 delkonkurrencer i seniorernes TRIMTEX Cup - primært danske mesterskaber og landsholdstestløb. Juniorranglisten LØBEREN League havde 9 delkonkurrencer fordelt på Danish Spring, DM-er og testløbene til Junior-VM i juni måned.
Damesenior ranglistepodiet
I damesenior var der inden DM Lang et tæt opgør mellem Agnes Nørgaard Kracht og Malin Agervig Kristiansson og da Agnes var stærkest i deres indbyrdes opgør ved DM Lang, vandt Agnes TRIMTEX Cup 2023. Lotte Markussen, OK Pan, deltog ikke i DM Lang, men havde point nok til at fastholde tredjepladsen. Ida Agervig Kristiansson, OK SNAB og Amanda Falck Weber, Tisvilde Hegn OK. Cecilie Friberg Klysner havde to første- og to andenpladser i fire løb, men nåede ikke at løbe tilstrækkeligt mange løb til at blande sig i top 5.
Søren på toppen af podiet som ranglistevinder i herresenior
I herresenior lå unge Asbjørn Kaltoft, OK Pan, med de bedste kort på hånden inden DM Lang, men da han ikke gennemførte løbet, nåede Søren Thrane Ødum at passere ham i den samlede stilling og vandt dermed TRIMTEX Cup 2023. Jacob Steinthal, FIF Hillerød blev nr. 3, Linus Agervig Kristiansson nr. 4 og på 5. pladsen var Andreas Bock Bjørnsen, OK Pan Aarhus, i lidt samme situation som Cecilie - han havde flest topplaceringer, men ikke tilstrækkeligt mange løb til at komme helt til tops.
Total Allerød-dominans i Herrejunior
Herrejunior var ikke det mindste spændende. Selvom Oscar David Broman Jensen fra Allerød overraskende kun blev nr. 4 i DM Mellem, vandt han alt andet og blev dermed en knusende sikker vinder af LØBEREN League for herrejunior 2023. Hans klubkammerater Hans og Erik Grønborg Nielsen fulgte på de næste pladser og Allerød-dominansen blev total, da Mads Christian Maarup med endnu et flot løb ved DM Lang løb sig op på 4. pladsen lige foran Tobias Olloz fra Tisvilde Hegn OK.
Damejuniorpodiet - Ida Riis Madsen modtager sin førstepræmie ved en senere lejlighed.
Damejunior var allerede inden dagens løb vundet af Ida Riis Madsen fra OK Pan, ikke mindst takket være hele 5 andenpladser. Ida stillede ikke til start i DM Lang, mens Sigrid Høyer Staugaard, FIF Hillerød med dagens andenplads nåede op på andenpladsen. Eva Örnhagen Jørgensen, OK SNAB, nåede med DM Lang-sejren op på 6 sejre, men manglede lige præcis én, hvorfor hun og Laura Bobach fra OK Pan Aarhus var at finde på de efterfølgende pladser.
DOF takker TRIMTEX og LØBEREN for deres gode støtte til dansk orientering og til ranglisterne.
Mere information om ranglisterne kan findes her.