Skip to main content

Verdensmesterskabet i MTBO 2023 begynder søndag

| Michael Lindholm | Nyheder

Det danske landshold er draget til VM i Mountainbike Orientering (MTBO) som afvikles med udgangspunkt i Jicin, godt 100 km nordøst for den tjekkiske hovedstad Prag. VM-ugen omfatter både mesterskab for elite og juniorer og der skal findes verdensmestre i fire individuelle konkurrencer samt i de tradionelle stafetter.

Efter at de seneste tre udgaver af VM i MTBO har været på rundtur i de nordiske lande i henholdsvis Danmark 2019, Finland i 2021 og Sverige i 2022, så er tjekkerne for anden gang VM-værter. Det var de første gang tilbage i 2007, hvor Danmark havde et rigtig godt VM. Bl.a. vandt Torbjørn Gasbjerg vandt guld i sprint, Lasse Brun Pedersen vandt sølv på langdistancen og herrestafetten tog bronzemedaljer.

Det danske landshold stiller i år med tre herrer og to damer samt tre juniordamer og er sammensat således:

Herre elite: Morten Ørnhagen (OK Snab), Oliver Friis (Navet) og Noah Tristan Hoffmann (Mariager Fjord OK)

Dame elite: Nikoline Splittorf (FIF Hillerød) og Cæcilie Rueløkke Christoffersen (OK Øst Birkerød)                                                   

Holdet bliver i stafetten suppleret med landsholdets holdleder Nina Hoffmann (OK Sorø)

Dame junior: Gertrud Riis Madsen (Rold Skov OK), Miri Brunstedt Nørgaard (OK Øst Birkerød) og Sofie Okkels (OK Sorø)

På forhånd havde Danmarks mest vindende VM-rytter, Camilla Søgaard (Horsens OK) meldt fra til dette års VM, mens Mikkel Brunstedt Nørgaard (OK Øst Birkerød) oprindeligt var udtaget, men har meldt fra pga. studier og manglende motivation.

VM i Tjekkiet

Den 20. udgave af World MTB Orienteering Championships (WMTBOC) som den officielle titel er, får deltagelse af 25 nationer, hvoraf langt de fleste er europæiske, men lande som Australien, Israel, Japan og USA finder også vej til Tjekkiet. Der er 88 tilmeldte herrer og 54 damer i eliteklasserne. På juniorsiden der 58 herrer og 37 damer tilmeldte.

Som skrevet er det anden gang Tjekkiet er værter. Sammen med Finland og Portugal er de trioen som nu har været VM-værter to gange. Det første MTBO VM blev kørt tilbage i 2002 i Fontainebleau, Frankrig og fra 2004 afviklet årligt (2020 undtaget pga. Covid-19).

Tjekkiet er et af sportens moderlande og har ofte mange deltagere til løb, både hjemme og i udlandet. Det afspejler sig også i det tjekkiske hold, som denne gang består af hele 10 herrer og 8 damer i eliten samt 6 deltagere både hos juniordamer og herrer. Der er ingen tvivl om at forhåbningerne til hjemmeholdet er tårnhøje og de er da også blandt favoritterne til at vinde medaljer. 

En enkelt ting er anderledes end normalt når der er MTBO i Tjekkiet. De tjekkiske MTBO-regler tilskriver at det er tilladt at krydse gennem terrænet i Tjekkiet, blot skal man bære cyklen over jorden. Den regel er dog fjernet ved dette VM, så deltagerne skal forblive på kortets stier og veje. Ganske som det kendes fra de hjemlige breddegrader.

VM programmet og danske forhåbninger

VM-programmet begynder med sprint søndag den 20. august og fortsætter i den efterfølgende uge med langdistance den 22. august, mellemdistance den 23. august, fællesstart den 25. august og afsluttes med stafetter lørdag den 26. august. Således er der indlagt to konkurrencefrie dage.

Specielt de danske damer gjorde det fremragende ved sidste års VM i Sverige. Både Nikoline Splittorff og Camilla Søgaard vandt adskillige medaljer, bl.a. med guld til Nikoline på mellemdistancen og det samme opnåede Camilla i fællestarten. Sammen med Cæcilie Christoffersen tog de stafet-sølvmedaljer efter det suveræne finske hold.

Alt andet lige så knytter de største forhåbninger sig igen til de danske damer. Både Nikoline Splittorff og Cæcillie Christoffersen vil være blandt medaljekandidaterne i alle discipliner. Hos herrerne er Morten Ørnhagen tilbage og han endte jo juniortiden med at være ganske suveræn, så det skal blive interessant at se hvor han er efter at have været væk fra kort og kompas i et stykke tid. Morten var ikke til start ved EM i Portugal tidligere på året.

Hos juniorerne knytter de største forhåbninger sig umiddelbart til Gertrud Riis Madsen, som lidt overraskende tog en guldmedalje ved EM i Portugal i april, efter at have været væk fra MTBO i et par år. Miri Brunstedt Nørgaard har tidligere kørt gode sprintløb og kan måske allerede søndag opnå et fornuftigt resultat, man skal dog huske at hun faktisk fortsat er W17-rytter.

Her tre dage inden det går løs talte jeg kort med Cæcilie Christoffersen om forventningerne til årets VM. Det er 11. gang i træk at Cæcilie stiller til start i elite-VM og det har oftest ført pæne placeringer med sig. Hun har to medaljer i stafet, henholdsvis en guld- og en sølvmedalje. Helt tilbage i 2011 vandt hun indivduelt en sølvmedalje som junior.

Tidligere på sommeren vandt hun det traditionsrige Czech MTBO 5-days, verdens største MTBO-etapeløb og som hvert andet år samler op mod 1000 ryttere, normalt i området omkring Plzen i det vestlige Tjekkiet. I år var det dog for første gang henlagt til terrænet nord for Prag og den samlede sejr blev sikret bl.a. via to etapesejre og iøvrigt med en solid margen til landsholdskollega Nikoline Splittorff, der samlet blev 2’er.

”Hvordan har din træning været frem til VM?”

Cæcilie: ”Jeg har fået trænet godt og kender efterhånden mig selv så godt, at jeg ved hvad der skal til. Jeg føler mig klar til VM og ser frem til at konkurrere i Tjekkiet.”

 ”Hvordan ser du dine medaljechancer til VM”

Cæcilie: ”Jeg tror på at jeg kan køre med om topplaceringer i alle individuelle konkurrencer. Det er i hvertfald det jeg går efter. Umiddelbart har jeg nok de allerstørste chancer hvor det er fysisk betonet, dvs. langdistance og fællesstart.”

 ”Du vandt jo, måske lidt overraskende, Czech MTBO 5-dages i starten af juli. Her var flere af dine VM-konkurrenter også til start. Har det fået dig til at drømme om mere?”

Cæcilie: ”Det er altid dejligt at vinde og jeg vandt på fem gode og fornuftige løb, hvor særligt langdistancen var rigtig god (vandt med næsten 2 min, red.). Jeg lægger dog ikke mere i det end at det var en god forberedelse til VM og viste at jeg var på rette vej.”

 ”Landsholdet er p.t. uden landstræner efter Allan Jensen stoppede tidligere på året. Der er ikke ansat en ny endnu, hvordan ser du på det?”

Cæcilie: ”Jeg tager det meget roligt og det er mit indtryk at det gør resten af landsholdet også. Her til VM har vi både Katja (Brunstedt, red.) og Nina (Hoffmann, red.) med som holdledere og de er begge erfarne fra en del tidligere mesterskaber og ved hvordan vi normalt gør tingene under et mesterskab. Det kommer ikke til at ændre noget for mig under VM.”

 ”Sidste spørgsmål. Du er efterhånden ganske rutineret efter have deltaget i ikke mindre end 11 VM i træk som eliterytter. Hvordan ser du udviklingen gennem årene i toppen af MTBO?”

Cæcilie: ”Det er blevet hårdere og mere krævende at være med i toppen. Der skal virkelig investeres både fysisk og teknisk. Der er ret mange piger som i dag kan ende på podiet, hvis de har en dag hvor alt klapper. Men jeg kan godt lide udfordringen og ser frem ti l konkurrencerne.”

 Cæcilie EM Massestart Foto Aleksandra Becmer

Foto: Aleksandra Becmer, EMTBOC 2022

Cæcilie og de øvrige landsholdsryttere begynder som skrevet VM søndag og det bliver med sprinten. Den afvikles i Jicin, i både by, park og byskov. Første start er kl. 12.00. Startlister bliver offentliggjort lørdag aften.

VM er samtidig 2. afdeling af årets World Cup. Her fører Nikoline Splittorff suverænt hos damerne efter første world cup-runde i Portugal.

Følg VM dag for dag på IOF’s liveside her: WELCOME | International Orienteering Federation

De tjekkiske værter plejer at være gode til at vise live tv, så det håber vi også på denne gang. VM kan også følges via arrangørernes hjemmeside her: World MTBO Championship Jičín CZE 2023 (wmtboc2023.cz)