Ida Agervig Kristiansson på podiet ved World Cup sprint i Tjekkiet
Dagens World Cup sprint blev vundet af britiske Ralph Street og superstjernen Tove Alexandersson fra Sverige. Danske Ida Agervig Kristiansson fulgte flot op på sidste års 11. plads ved VM, da hun sluttede som nr. 6 og dermed tog en podieplads. "Det gik virkeligt godt, jeg er super tilfreds", fortalte en glad Ida efter løbet. "Det var svært, men jeg synes jeg løste det godt og fandt gode løsninger i de svære passager."
Ida lige efter målgang
Løbet blev som ventet udfordrende. Banerne vekslede mellem lange vejvalgsstræk med fysikken i fokus og tre intense sekvenser, hvor man skulle holde hovedet koldt og finde de rette passager. Det lykkedes bedst for Ida og Asbjørn Kaltoft, der var bedste danske herre på 40. pladsen delt med tre andre løbere.
Lotte Markussen startede rigtigt flot og var blot 11 sekunder efter de hurtigste på første radio efter lidt over 3 minutters løb. Siden tabte Lotte tid, men sluttede på en forrygende 30. plads, 1:43 efter den suveræne vinder. En imponerende præstation i et løb, hvor alle store nationer kunne stille med 8 deltagere hver.
Hedvig Valbjørn Gydesen havde også en rigtigt god start og var nr. 16 halvvejs på banen, men overså desværre post 12, hvilket først blev opdaget ved post 13 og så var placeringen nr. 59 inden Hedvig løb sig flot op til den endelige 41. plads. Det var 6 placeringer efter Malin Agervig Kristiansson, som også havde en fin start, men derefter havde enkelte tidstab. Annika Simonsen havde et mere jævnt løb og sluttede som nr. 40, et sekunder foran Hedvig.
Med Amanda Falck Webers 46. plads, Josefine Linds 52. plads og Agnes Nørgaard Krachts 70. plads, var alle danske piger inden for 3 minutter efter vinderen og med over 50 løbere bag sig. En samlet præstation, der lover godt for morgendagens sprintstafet.
Andreas Bock Bjørnsen havde en forrygende start og var nr. 5 af samtlige løbere efter halvdelen af banen, men så gik det desværre galt i den anden af tre komplekse passager, hvor Andreas mistede over 2 minutter og faldt til en placering som nr. 115 og så var løbet kørt - det endte med en placering som nr. 105, totalt mindre end 3 minutter efter vinderen. Dermed blev det sidst tilmeldte danske løber, Asbjørn Kaltoft, som startede først af alle, der som nævnt på 40. pladsen blev bedste danske herreløber.
Asbjørn i opløbet
Med Jeppe Edvardsen som nr. 59, Jacob Steinthal som nr. 70, Laurits Bidstrup Møller som nr. 93 og Emil Øbro som nr. 98, var de danske herrer ligeledes inden for 3 minutter efter vinderen.
Nu ser deltagerne frem til torsdagens sprintstafet, der afholdes fra samme arena i Ceska Lipa. Her planlægger Danmark at stille med disse 3,5 hold:
Hold 1 - start nr. 5
Hedvig Valbjørn Gydesen
Andreas Bock Bjørnsen
Søren Thrane Ødum
Ida Agervig Kristiansson
Hold 2 - start nr. 28
Malin Agervig Kristiansson
Jacob Steinthal
Emil Øbro
Miri Thrane Ødum
Hold 3 - start nr. 46
Amanda Falck Weber
Asbjørn Kaltoft
Rasmus Møller Jess
Annika Simonsen
Hold 4 - start nr. 53 - Mixhold
Josefine Lind
Laurits Bidstrup Møller
Loic Marty
Ida Øbro
Sprintstafetten starter kl. 17:10 (ny tid) og kan følges live på IOFs Live Center via dette link Sendingen fra sprintstafetten starter kl. 17:00.