World Cuppens anden runde starter onsdag i Tjekkiet
En herlig orienteringssommer er i fuld gang. Efter medalje og podieplacering ved Junior-VM og podieplacering til damestafetholdet ved VM, så er seniorlandsholdet nu klar til World Cuppens anden afdeling.
315 deltagere fra 30 nationer samles i den kommende uge i tjekkiske Česká Lípa til et kompakt program med sprint, sprintstafet, mellem og lang distance - fire konkurrencer på 5 dage er hård kost blot 2,5 uge efter sidste konkurrence ved det krævende VM i Schweiz.
Česká Lípa ligger i det nordlige Tjekkiet ikke langt syd for, hvor Tysklands, Polens og Tjekkiets grænser mødes - ganske tæt på Doksy, som var centrum for VM i Tjekkiet i 2021. og der går også en tråd tilbage til VM, da terrænet for Mellem og Lang oprindeligt skulle have anvendt til det flere gange coronaaflyste Euromeeting.
Den danske landsholdsledelse har lagt en plan for deltagelsen i det kombinerede program. Holdet blev udtaget allerede midt i juni efter DM sprint og FIFs udtagelsesweekend og kun fem VM-løbere er blandt de 18 danske World Cup løbere - og kun VM-stafet helten Jacob Steinthal og Søren Thrane Ødum skal løbe alle World Cup distancer.
Ida Agervig Kristiansson - her ved VM 2022 - er igen med på det danske hold. Foto: William Hollowell
Onsdag 2. august i Česká Lípa by. Der er lagt op til krævende orientering i et irregulært gadebillede med brosten, krydret med små parkområder og legepladser. Deltagerne i VM i 2021 vil kunne huske, at tjekkerne ikke viger tilbage fra at lægge komplekse vejvalgsstræk, så alt tyder på en udfordrende sprint.
Danmark stiller blandt andet med de fleste af medaljetagerne fra DM Sprint i Ebeltoft i starten af juni - og de har kunnet forberede sig målrettet på sprint siden de blev udtaget midt i juni. De danske mestre Hedvig Valbjørn Gydesen og Andreas Bock Bjørnsen følges således op af DM sprintstafetvinderen, Jeppe Edvardsen. Og på spindesiden er søstrene Malin og Ida Agervig Kristiansson klar til at følge op på deres fine VM-resultater fra sidste år.
Oprindeligt skulle VM-10-eren fra VM 2022, Jakob Edsen og Cecilie Friberg Klysner have løbet, men de erstattes af Laurits Bidstrup Møller og Josefine Lind, som oprindeligt var reserver. Jakob er ikke helt klar efter en skade, men er optimistisk i forhold til at blive klar til EM. Cecilie har valgt at springe denne World Cup over for at restituere efter VM.
Starttiderne for de danske løbere fremgår nedenfor. Søren Thrane Ødum havde lidt ondt i halsen til morgen og står derfor over - i stedet løber Asbjørn Kaltoft, men han må starte først, da han ikke bare kan overtage Sørens starttid.
Damer:
Agnes Nørgaard Kracht 14:50
Amanda Falck Weber 15:33
Lotte Markussen 15:38
Annika Simonsen 15:39
Josefine Lind 15:42
Ida Agervig Kristiansson 17:28:30
Hedvig Valbjørn Gydesen 17:33
Malin Agervig Kristiansson 17:36
Herrer:
Asbjørn Kaltoft 14:24
Jacob Steinthal 14:52
Laurits Bidstrup Møller 15:14
Jeppe Edvardsen 15:21
Andreas Bock Bjørnsen 15:38
Emil Øbro 15:50
Sprinten kan som alle de øvrige World Cup løb følges live på IOFs Live Center via dette link. Sendingen fra sprinten starter kl. 16:00.
Ved torsdagens sprintstafet stiller Danmark med fire hold. Den endelige sammensætning af holdene vil blive klar efter sprinten er afviklet onsdag. Det bliver en god anledning til at få testet forskellige sprintstafetløbere før EM til oktober, hvor hver nation kun kan stille med et hold i sprintstafetten.