Skip to main content

Find Vej i Danmark er blevet tilpasset tiden

| Camilla Bevensee | Nyheder

Siden 2007 har projektet Find Vej i Danmark udfoldet sig til et landsdækkende orienteringstilbud, hvor enhver har kunnet finde faste poster, underholde sig med fotoorientering og lydfortællinger, og haft mulighed for at prøve kræfter med quizruter. 

Fra 2009-2018 har projektet været støttet af Nordea Fonden, med midler til udvikling af it, design og oprettelse af projekter, og til drift og administration. I 2018 udløb bevillingen fra Nordea Fonden, og både før det og siden, har det været en opgave for flere af forbundets ansatte, at sikre vedligehold og hjælpe med den videre drift og administration af de mange fantastiske projekter, klubberne har oprettet i hele landet.

De seneste år, er det derudover besluttet at opdatere og udvikle Find Vej i-konceptet, så det i højere grad er tidssvarende og det potentiale, der ligger i projektet, i højere grad udnyttes. Til det blev der sidste år søgt nye fondspenge ved Danmarks Idrætsforbunds initiativpulje, som i august 2022 blev bevilget til en projektperiode på et år, der udløber i slutningen af august i år.

Næsten 75.000 unikke brugere har oprettet sig på Find Vej i-hjemmesiden i projektets levetid, men det vurderes ikke at mange af disse har fundet vej ud i klubberne, som blivende medlemmer, og det har været en del af den nye fondsbevilling, at de brugere af Find Vej i Danmark, der ikke er medlem af en orienteringsklub, i højere grad skal være med til at finansiere drift og administration af projekterne, på sigt også til økonomisk gavn for klubberne.

I disse uger er Find Vej blevet tilpasset til denne nye virkelighed, efter at flere måneder er gået med overvejelser, visualisering, IT-problemer og andre kærkomne justeringer. Det betyder at der er tilføjet en valgfri betalingsmulighed, i form af knappen 'Køb download' ud for hver rute, der sender brugeren videre til et betalingsvindue, hvor man bliver opkrævet 25 kr. for hvert download af et kort. Det er håbet at denne mulighed vil blive brugt af dem, der ikke i forvejen dyrker orienteringsløb og ikke er medlem af en orienteringsklub.

Det er stadig muligt at hente Find Vej kort gratis

Den oprindelige mulighed for at hente kortet med alle poster eller en given rute gratis, i form af knappen kaldet 'Vis kort', findes stadig på alle ruter og projekter på Find Vej i-siden, og her kan alle hente den samme PDF, som man får tilsendt via 'Køb download', uden at betale, og man kan i alle tilfælde printe det enkelte kort, så mange gange man vil. 

Ny persondatapolitik

Der er også kommet en opdateret persondatapolitik på Find Vej i-siden, som også er gældende for Dansk Orienterings-Forbund generelt. Man skal som Find Vej bruger acceptere denne. Når man logger ind på Find Vej i-siden for første gang efter denne tilpasning, skal man acceptere den nye persondatapolitik, inden man kan komme videre.

Denne tilpasning har to formål; 1. at sikre at Dansk Orienterings-Forbund og Find Vej i er opdateret i forhold til gældende retningslinjer på persondataområdet, og 2. at få sorteret i aktive og inaktive brugere, så gamle inaktive brugere kan blive slettet og aktive brugere kan blive serviceret bedre.

Markedsføring til aktive brugere 

De aktive brugere udgør en målgruppe, som vi som forbund kan og vil gøre mere for; info om nye ruter, markedsføring af klubaktiviteter i nærliggende klubber, tættere feedback og tilbud, der kan trække de mange interesserede tættere på at blive medlemmer af en orienteringsklub. 

Spørg gerne!

Har man spørgsmål til tilpasningerne og 'det nye Find Vej', er man velkommen til at skrive en mail til kommunikationsansvarlig Camilla Bevensee på mail til Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. eller ringe eller skrive en SMS til 20278827.