Skip to main content

WOC 2023: Stafet optakt

| Camilla Bevensee | Nyheder

Der var fuld smæk på udfordringen på dagens mellemdistance finale til VM i Schweiz, men heldigvis får de danske løbere en sidste mulighed for at løbe op til deres potentiale, til stafetten, der i morgen søndag, lukker WOC 2023 med et brag. Og i den danske lejr er det ugens højdepunkt, og noget der både er blevet trænet og set frem mod længe.

"Stafetten er højdepunktet for os. Stafet er noget vi har fokuseret meget på. Vi havde fx Marius Thrane Ødum, der udgår i dag, fordi han tænker på stafetten i morgen. Han får det ikke til i dag, med store fejl, og sparede sig simpelthen til i morgen, fordi at både drengene og pigerne har store ambitioner for i stafetten. Vi har trænet det meget, så vi glæder os. Der er nogle som lige skal hjem og slappe lidt af, omstille sig og så gejle sig selv op til i morgen, men jeg tror virkelig at vi har gode muligheder i morgen i begge stafetter, så det glæder vi os ekstremt meget til at slutte VM af med," lød det fra Tue Lassen efter dagens mellemdistance finale. 

Tidligere på ugen så landstræner Jeppe Ruud frem mod de enkelte distancer, og du kan her læse hans tanker om stafetten, der venter løberne i morgen:

"Terrænet er igen stærkt kuperet, og det bliver et aspekt i forhold til vejvalg at balancere stigning og stier rundt. Det bliver mere fysisk krævende i nogle partier, og det kan bruges til at skille løberne ad, så de splittes op på forskellige vejvalg, alt efter deres egen vurdering af hvad de kan klare.

Vi regner med at de bruger vejvalg og gaflinger til at skabe stor spredning generelt, det er i hvert fald muligt at gøre i det her terræn. Folk kommer til at gøre forskellige ting, så det bliver afgørende at komme med dem, eller selv tage, de rigtige beslutninger.”

De danske stafethold
Herrer
1. tur - Jacob Steinthal
2. tur - Marius Thrane Ødum 
3. tur - Björn Cederberg

*Søren Thrane Ødum var oprindeligt udtaget til holdet, men blev lørdag aften og natten til søndag ramt af sygdom, der formentlig skyldes dehydrering. Reserve Jacob Steinthal er trådt ind på holdet i stedet for.

Damer
1. tur - Cecilie Friberg Klysner
2. tur - Line Cederberg
3. tur - Miri Thrane Ødum

Detaljer om løbet
Herrer: 3 ture á 5.5km, 340m stigning, 20 poster
- Forventet vindertid 105 minutter (alle tre ture).

Første start for herrerne er kl. 12.20.

Damer: 3 ture á 4.4km, 280m stigning, 16 poster
- Forventet vindertid 105 minutter (alle tre ture).

Første start for damerne er kl. 14.30.

Følg med i mellemdistancen til VM i orienteringsløb 2023

Få den danske vinkel på stafetten til VM via vores WOC 2023 side her: WOC 2023 - den danske vinkel (do-f.dk)

Du får det bedste, nære indhold, via Dansk Orienterings sociale medier, hvor mesterskabet dækkes live i stories, der lægges videoer op med interviews og highlights, og du kan følge med i alle de danske løberes resultater og reaktioner:
Dansk Orientering på Instagram
Dansk Orienterings-Forbund på Facebook 

Følg med i alle resultater på stafetten til WOC 2023 via IOF Live, hvor du også kan finde livesendingen, der starter kl. 12.10. 

SVT sender live fra kl. 12.10-16.30.