Skip to main content

WOC 2023: Søren Thrane Ødum bedste dansker på mellemdistancen med en 15. plads

| Camilla Bevensee | Nyheder

Der blev igen serveret ekstremt terræn for VM-løberne, der onsdag løb sig videre til dagens mellemdistance finale, til WOC 2023 i Schweiz. I dag var det, i højere grad end på torsdagens langdistance, hvor højdemeter både op og ned spillede en rolle, den tekniske udfordring, der voldede størst problemer for de danske løbere. 

Der var seks danskere med videre fra kvalifikationen, så der var mange skud i bøssen, og mulighed for dansk succes, men det blev til en 15. plads til Søren Thrane Ødum, som bedste danske resultat på mellemdistancen. Søren startede ud med et fantastisk løb, men med flere små fejl, gled den topplacering han i starten lå til, langsomt af OK Øst Birkerød-løberen af hænde.

Med en meget fysisk krævende afslutning på banen og en langdistance, der stadig sad i benene, tabte Søren Thrane Ødum yderligere til de hurtigste til sidst og endte 5:41 minutter efter vinder Matthias Kyburz fra Schweiz, der slog sin landsmand Joey Hadorn med hele 2 minutter, mens der kun var 7 sekunder ned til bronze medaljetager Jannis Bonek fra Østrig. 

"Det var egentlig nogenlunde. Jeg laver nogle fejl, men de bliver aldrig så store. Jeg var fuldstændigt grillet og jeg havde virkelig trætte ben efter langdistancen. Vores fys arbejdede hårdt på mig, så jeg havde noget at kæmpe med. Det var sjovt. Det er ærgerligt med de der små fejl, men jeg har gjort hvad jeg kunne, så det er okay," lød det i mål fra Søren Thrane Ødum, der brugte præcis 44 minutter på den 5,9 km lange herrebane. 

Cecilie Friberg Klysner blev bedst placerede danske dame på mellemdistancen på en 16. plads, 9:32 min efter vinder Tove Alexandersson fra Sverige, der tog sejren i dameklassen med hele 2 minutter og 18 sekunder foran schweiziske Natalia Gemperle og 2:34 minutter foran Hanna Lundberg, også fra SVerige, der tog bronze på sit første VM finaleløb. Cecilie hvade et godt teknisk løb, men for lidt at skyde med fysisk, måtte hun konstatere efter løbet.

"Jeg har kun en kommentar, og det er at jeg ikke løber stærkt nok. Jeg kan godt løse det teknisk og løber sikkert, men på de stræk, hvor det bare er løb, går jeg helt kold, og det var nok de sidste 10 minutter af banen i dag. Det er ærgerligt at fysikken ikke er der," fortalte Cecilie Friberg Klysner i mål, efter næsten 47 minutter i skoven. 

Miri Thrane Ødum var 26 sekunder langsommere i mål på den 4,8 km lange bane, og det så ud til at hun havde lidt mere at kæmpe med fysisk end sin holdkammerat, men hun fik til gengæld smidt en god start på banen væk, på to større bom undervejs. 

"Det var som forventet en mega krævende mellemdistance, hvor man skulle kæmpe på med teknikken, hovedet og fysikken hele vejen. Det var svært og det ligner at det bliver et udskillelsesløb," lød det fra Miri Thrane Ødum efter målgangen på den varme, solbeskinnede arena på Prau la Selva. 

Sidste danske dame i aktion på mellemdistance finalen, førststartende Nicoline Friberg Klysner, havde også en blandet oplevelse i skoven i dag.

"Det var en hård og fed tur i skoven, men jeg har to halvstore bom, hvor jeg mister retningen og kommer skævt. Jeg rammer ikke den lavning jeg skal ramme og skal læse mig ind igen. Det er rigtig ærgerligt. Jeg skal tjekke min retning et par gange mere. Det var en kamp at komme i mål men ellers gik det godt. Jeg er skuffet over de to poster, men glad for at været kommet igennem," lød det fra Nicoline Friberg Klysner efter mellemdistancen, hvor hun endte som nummer 32, 14:34 minutter efter Tove Alexandersson.

"Jeg kan gentage mig selv fra langdistancen, det er lidt blandet. Der er nogle, der har fået sat gode tekniske løb sammen og så er der andre, der har bommet for meget. Nogle har haft en tung dag fysisk. Det har været ekstremt varmt i dag, det er der nogle, der har slidt med. Så ja, det er lidt blandet," lød det fra landstræner Tue Lassen, efter mellemdistancen.

"Søren er bedste som nummer 15. Han var virkelig smadret efter langdistancen, så det var egentlig fedt at se, at han var så god i dag. Men det bliver de der små fejl, der gør udslaget. Han ligger 4'er på første radio, selv med et lille svaj, så vi ser at potentialet er der niveauet er der, men det er det der med at holde det hele vejen, der glipper. Det er ærgerligt at de små fejl sender ham ud af top-10. Cecilie er bedste danske dame på en 16. plads, med en god teknisk præstation, med med en følelse af at hun ikke er i form og er træt. Miri som nummer 17, desværre med to store fejl, som koster for meget i forhold til at være med i top-10," fortsatte Tue Lassen.

Björn Cederberg løb sig til en 37. plads på mellemdistance finalen i Schweiz, 12:24 minutter efter Matthias Kyburz, mens Marius Thrane Ødum valgte at udgå, for at spare sig til stafetten i morgen søndag. 

Og netop stafetten, der er sidste distance ved dette års VM i orienteringsløb, er en distance som der er blevet set meget frem til i den danske lejr. Du kan læse mere om forventningerne til stafetten og se de danske hold, i optakten, der offentliggøres lørdag aften her på hjemmesiden. 

Se alle resultater fra langdistancen her:

Damer
Officielle resultater

Herrer 
Officielle resultater

Find GPS-tracking, kort og billeder fra IOF, via IOF Live.