Skip to main content

WOC 2023: Alle danskere videre til mellemdistance finalen

| Camilla Bevensee | Nyheder

Den første distance til VM i orienteringsløb i Schweiz, mellemdistance kvalifikationen ved Triin i dag, blev lige den start på mesterskabet, det danske hold havde håbet på. 

Alle de seks danske mellemdistanceløbere, der var i skoven i Bot da Predalaus i dag, klarede sig sikkert videre til finalen på lørdag, og flere i flotte positioner.

Cecilie Friberg Klysner løb sig til den bedste position i sit kvalifikations heat, med en 3. plads, 2:14 minutter efter vinderen af heat A, svenske Hanna Lundberg. 

"Det gik sindsygt godt. Man bliver i tvivl om farten, fordi der er så meget bøvl i bunden og lige så snart det går opad, traver man lidt rundt. Men jeg ramte lige i mine poster. Jeg synes kortet var til at læse og jeg havde bare styr på det. Jeg bliver hentet af Sara Hagström, og jeg ved ikke om hun løber i mit heat eller hvad hun gør, men jeg siger til mig selv, at jeg bare skal fortsætte og gøre mit eget. Hvis jeg ikke bommer, kvaller jeg, så det var rigtigt godt," fortalte Cecilie Friberg Klysner i mål efter mellemdistance kvalifikationen.

Marius Thrane Ødum løb sig til en 4. plads i sit heat, 2:32 minutter efter vinder af herrernes heat A, Joey Hadorn fra Schweiz. 

"Det er gået udemærket. Jeg løber rent hele vejen og holder lidt igen fysisk føler jeg og tager stoppene for at læse kort, som planlagt her på kvalifikationen. Jeg laver en lidt større fejl til sidst, hvor jeg nok smider et lille minut, men ellers så går jeg lige i det hele, så det var en god start på ugen," lød det fra Marius Thrane Ødum i mål.

I damernes heat C, løb Miri Thrane Ødum sig videre til finalen på en 8. plads, 4:42 minutter efter schweiziske Simona Aebersold, mens Nicoline Friberg Klysner gik videre fra heat B som nummer 12, lige over 6 minutter efter Tove Alexandersson fra Sverige, der vandt heatet overlegent. 

I herrernes C-heat, gik Søren Thrane Ødum videre i 5. position, kun 1:52 minutter efter Matthias Kyburz fra Schweiz, mens Björn Cederberg gik videre fra B-heatet som nummer 11, lige under fire minutter efter svenske Albin Ridefelt, der vandt heatet. 

Og landstræner Tue Lassen er glad for at løberne holdt sig til de aftaler de havde lavet med sig selv inden start, om at løbe kontrollerede og disciplinerede løb. 

"Det er gået godt. Det var den start vi havde håbet på. Der er mange som har haft en følelse af at løbe med håndbremsen trukket, men det var også aftalen med rigtigt mange af dem, at det var det følelsen skulle være. Vi har trænet enormt meget i det her, så vi ved godt at det går hurtigt nok, selvom det føles meget tøvende. Vi ser også på resultaterne, at det er nogle gode præstationer. Det er ikke perfekte løb, de får sat sammen i dag, der er blevet bommet, men vi har ikke lavet de der store fejl, hvor man bliver helt væk, og det betyder at vi er sikkert videre. Det er fedt," lød det fra landstræner Tue Lassen i mål, da samtlige heats var afgjort, og de seks ud af seks danske løbere, var med videre til finalen. 

Og selvom alle danskere er videre, er dagens placeringer ikke helt underordnede i forhold til løbernes muligheder på finalen lørdag, da der forventes at blive spor og nemmere gennemløbelighed for de sidststartende løbere, i forhold til dem, der starter tidligt. 

I morgen fortsætter VM med langdistancen, som du kan læse optakten til her: opdateres

HUSK at du finder alle links til liveresultater, GPS-tracking, nyheder og en masse ekstra detaljer om VM-distancerne, på vores WOC 2023 side, her:
WOC 2023 - den danske vinkel (do-f.dk)

Se alle resultater fra mellemdistance kvalifikationen her:

Herrer 
Officielle resultater alle heats

Damer
Officielle resultater alle heats

Find GPS-tracking, kort og billeder fra IOF, via IOF Live.