Skip to main content

JWOC 2023: Danmark nummer 5 på stafetten

| Camilla Bevensee | Nyheder

Som altid, blev Junior VM afsluttet med manér, da der i dag blev løbet skovstafet i det åbne terræn omkring Cavnic Arena i Rumænien. De danske damer på førsteholdet holdt sammen på orienteringen og leverede gode præstationer, der med flere af topholdene disket, rakte til en flot 5. plads i damestafetten. 

Førstetursløber Sigrid Høyer Staugaard løb en flot tur for Denmark 1, hvor hun skiftede som nummer 9, 52 sekunder efter de forreste fra Tjekkiet. 

På andenturen fulgte Amalie Ertmann op med en god præstation og hun kunne også skifte som nummer 9, 3:10 min efter, efter to ture. 

På sidsteturen løb Eva Örnhagen Jørgensen endnu en flot præstation, hvor hun løb det danske hold 1 over målstregen som 7. bedste nation i stafetten, 4:22 min efter de Ungarske vindere. Det endte dog med en fantastisk 5. plads til de danske damer, da både Sverige og Schweiz blev diskvalificeret på sidsteturen. 

Det danske andethold i damestafetten, kom også fint rundt på de tre ture, hvor Ida Riis Madsen skiftede som nummer 29, 8 min efter på førsteturen, Smilla Mogensen skiftede som nummer 22, 10:58 min efter på andenturen og Laura Bobach tog holdet i mål som nummer 20, lige under 20 min efter, efter tre ture. 

Det enlige danske herrehold løb sig til en 11. plads, efter lidt uheldige gaflinger og fejl. Niels Dalgaard skiftede som nummer 25, 2:33 min efter på førsteturen, Mads Christian Maarup skiftede som nummer 20, 6:05 min efter, efter to ture, og Oscar David Broman Jensen tog de danske herrer i mål som 14. bedste hold, 11. bedste nation, lige over 8 min efter vinderne fra Tjekkiet. 

"Vi er virkelig tilfredse med løbernes indsats i dag og glade for at de viste at de ville det så meget. Der blev løbet stabile tekniske præstationer, og især vores førsteholdet hos damerne fik vist, at man kommer langt med stabile løb. De fleste fik rejst sig efter en lidt øv-dag i går, både blandt damerne og herrerne, så vi slutter af med smil og gode oplevelser," lød det fra landstræner Astrid Ank Jørgensen efter begge stafetter var afgjort og årets Junior VM officielt var slut. 

Find alle resultater, GPS-tracking, kort og billeder fra dagens JWOC stafet via IOF Live.